Gymnasie-klager betaler sig

Lyt til artiklen

Det kan betale sig at klage over et anvist gymnasium, man ikke har ønsket. Sidste år fik halvdelen af eleverne noget ud af at klage i Storkøbenhavn, idet de fik tilbudt et nyt gymnasium. Klagerne strømmer ind til Fordelingsudvalget i Storkøbenhavn. Det sker, efter at et rekordstort antal gymnasieelever er blevet henvist til et gymnasium, de ikke selv har ønsket. 272 henvist til gymnasie I alt anslår Fordelingsudvalget, at de har modtaget cirka 370 klager. Hovedparten kommer fra de 272 elever, der er blevet henvist til et gymnasium, resten fra elever, der er utilfredse med, at de har fået deres anden eller tredje prioritet. Sidste år klagede 260 elever, og det fik godt halvdelen noget ud af. Forsøger at løse problemer Ifølge formanden for Fordelingsudvalget, Mogens Andersen, imødekom udvalget elevernes ønsker, efterhånden som der blev plads på de eftertragtede gymnasier. »Vi går ind og ser, om vi kan løse deres problem. Ofte bliver der ledige pladser på de mest søgte gymnasier, fordi nogle elever aldrig dukker op eller flytter et andet sted hen. Så får de en plads. Vi hjælper så vidt muligt, men kan ikke hjælpe alle«, siger Mogens Andersen, rektor på Høje-Taastrup Amtsgymnasium. 130 fik således tilbudt et nyt gymnasium, men 25 af dem var alligevel blevet så glade for deres nye gymnasium, at de ikke tog imod buddet. Overbookede pladser I år regner udvalget dog med, at færre får noget ud af at klage. Pladserne på de populære gymnasier er blevet overbooket for at undgå tomme stole ifølge sekretær for udvalget, Peter Skaarup, der behandler klagerne. Henvist til Metropolitanskolen 15-årige Josefina Estrada Rango er en af de elever, der nu har klaget. Hun kan ikke forstå, hvorfor alle hendes klassekammerater er kommet ind på et af de populære gymnasier i København, mens hun er blevet henvist til Metropolitanskolen, som hun ikke har søgt. Først troede hun, at det var på grund af hendes udenlandsk klingende navn, men så fandt hun ud af, at en klassekammerat med et dansk navn også skulle på Metropolitanskolen. »Vi har så snakket om, at det måske er, fordi vi har rigtigt gode karakterer, og de gerne vil have bedre elever på Metropolitanskolen«, siger Josefina Rango. Tre kriterier Det afviser Mogens Andersen. Eleverne bliver fordelt efter tre kriterier - specifikke fagønsker, f.eks. græsk eller russisk, specielle linjer som musik på Skt. Annæ, eller hvis de har søskende på samme gymnasium. »Jeg kan garantere, at vi hverken kigger på navne, etnisk oprindelse eller karakterer. For tre år siden lavede vi en administrativ stramning af reglerne, som blev godkendt af Undervisningsministeriet som værende i overensstemmelse med bekendtgørelsen«, siger Mogens Andersen. Ikke omvendt etnisk spredning De sidste par år er stort antal danske elever blevet henvist til Vestre Borgerdyd og Metropolitanskolen, og det har betydet, at deres andel af tosprogede er faldet. Men der er ikke tale om en bevidst 'omvendt etnisk spredning' ifølge Mogens Andersen. »Det skyldes den utrolig store tilstrømning til gymnasierne i København. Der er mange flere ansøgere til de populære gymnasier, end der er plads til, og så er vi ofte nødt til at henvise dem. Det sker efter geografi, som vi skal ifølge bekendtgørelsen. Vi kan jo ikke lade en anden prioritet gå foran en første prioritet«, siger Mogens Andersen. Fordeles ved lodtrækning De henviste elever bliver fundet ved lodtrækning, efter at man har opdelt dem på postnumre i forhold til, hvor tæt de bor på et gymnasium med ledige pladser. »Vi laver ikke positiv særbehandling. Vi lukker øjnene og stikker hånden ned i posen og trækker. Vi ser ikke på det etniske eller efternavn. Kun bopæl har betydning«, siger Peter Skaarup. For to år siden forsøgte Fordelingsudvalget i Fyns Amt at sprede de tosprogede elever på byens gymnasier, men det fik de en påtale af fra Undervisningsministeriet, fordi det er i strid med bekendtgørelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her