Prisen for et fag på voksenuddannelserne spænder vidt landet over - fra 300 kroner per fag til 900 kroner. Hvis en elev ønsker at tage en fuld hf med 14 fag på Voksenuddannelsescentrene (VUC) i Sønderjylland, skal vedkommende lægge 8.400 kroner ud. Bor man derimod i Københavns eller Frederiksberg Kommune eller Fyn og Viborg Amt kan man nøjes med at betale det halve. Det gælder dog kun for de elever, som tager en fuld hf. Alle andre skal selv afholde alle udgifter. Fra mininum til maksimum Det er konsekvensen af den nye lov om højere brugerbetaling for hf og voksenuddannelser på landets VUC'er, som blev vedtaget kort før jul sidste år. Amterne er nu færdige med at fastsætte kursuspriserne, og en oversigt viser, at de varierer fra lovens minimumpris på 300 kroner og op til maksimum på 900 kroner. Får konsekvenser Formanden for landets VUC-forstandere, Jørnie Kolding frygter, det betyder, at eleverne begynder at pendle mellem amterne, eller at der kommer færre kursusstuderende end i dag, hvor over 80.000 læser et fag eller flere. »Det får bestemt konsekvenser. Der er stor forskel på de nye priser og priserne hidtil. Det vil især være et problem for de dagstuderende, mens aftenkursisterne ofte er i arbejde, og der spiller prisen ikke så stor en rolle«, siger Jørnie Kolding, forstander på VUC-Hvidovre/Rødovre. Likviditetsproblemer Bekymringen deles af Amtsrådsforeningen, som tilbød Undervisningsministeriet, at amterne kunne lægge pengene ud for de elever, som ønsker at tage en fuld hf. De får nemlig ifølge loven pengene refunderet, når den sidste eksamen er i hus. »Det kan give betydelige likviditetsproblemer for nogle at skulle lægge så meget ud og give ganske alvorlige konsekvenser. Men det ville Undervisningsministeriet ikke gå med til«, siger Dan Madsen, konsulent i Amtsrådsforeningen. Han glæder sig til gengæld over, at mange amter har sat priserne tæt på lovens minimum. I Sønderjyllands Amt koster alle fag derimod 600 kroner. Naboamtet Ribe Amt tager 500 kroner per fag, mens Vejle Amt har differentieret priserne fra 300 til 900 kroner. Samarbejde i hovedstadsområdet afbrudt Københavns Amt har brudt det traditionelle samarbejde med Københavns Kommune og Frederiksberg om ens priser og har i stedet sat prisen til 500 kroner per fag på hf. 10 amter har valgt at tilbyde gratis fagpakker bestående af cirka fire fag, der giver adgang til en mellemlang uddannelse. Formanden for Amtsrådsforeningen, Kresten Ebbensgaard (V), forklarer de svingende priser med, at amterne er blevet skåret i bloktilskuddet svarende til de højere priser. »Det er en afvejning af at få økonomien til at passe og samtidig have den profil på uddannelsesområdet, man ønsker. Derfor er der forskelle, og det var helt tilsigtet. I Roskilde Amt har vi valgt at have differentierede priser, og så har vi lave priser på de vigtige fag«, siger Kristian Ebbensgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























