Færre udsatte børn vil blive anbragt uden for eget hjem og med ringere standard, mange børn vil ikke længere få den specialundervisning de har behov for, og der vil blive skåret ned på daginstitutionerne. Det siger SF i en kommentar til kommuneaftalen mellem regeringen og KL, der blev indgået fredag. »Regeringen har ved festtalerne sagt meget om bedre forhold for udsatte grupper. Den netop indgåede aftale om kommunernes økonomi er det stik modsatte af de gyldne løfter«, siger socialordfører Villy Søvndal. Samtidig mener SF, at aftalen vil ramme specialundervisningen i folkeskolen. »Specialundervisningen skal nu politisk styres, og ikke gives ud fra en vurdering af om barnet har brug for særlig hjælp til at lære at læse«, siger Anne Baastrup (SF). Radikal tilfredshed Det Radikale Venstre er ikke utilfreds med den aftale om den kommunale økonomi næste år, som regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening. Partiets leder Marianne Jelved roser bl. a. den budgetgaranti, der er udarbejdet for kommunernes overførselsudgifter. Hun er mere forbeholden over for de mange lånemuligheder, som kommunerne får. »Det er en gældsstiftelse for kommunerne. Jeg betragter det som et udslag af, at regeringen er klar over, at den har strammet økonomien i år mere end nødvendigt på grund af skattepakken«, siger hun. DF godt tilfreds Dansk Folkeparti er godt tilfreds med aftalen om den kommunale økonomi næste år og er parat til at sikre regeringen flertal for aftalen i Folketingets finansudvalg, oplyser partiets kommunalordfører, Poul Nødgaard. Han er specielt godt tilfreds med, at regeringen spænder et sikkerhedsnet ud under kommunernes overførselsudgifter, og at der er fundet plads til at sikre de kommuner, der økonomisk er svagest, rimelige muligheder for at få budgettet til at hænge fornuftigt sammen i 2004. EL: Sorteper til kommunerne »Det er dybt beklageligt, at det igen er lykkedes regeringen at smide sorteper ud til kommunerne og lade dem tage skraldet for nedskæringspolitikken. Og vanen tro vil Dansk Folkeparti bakke op om det og dermed gøre sig medansvarlig«, siger Enhedslistens kommunalordfører Line Barfod. »En stigning på 0,7 pct. kan overhovedet ikke betale, hvad det vil koste at fastholde serviceniveauet i en tid, hvor der hvert år kommer flere børn i skolerne og flere ældre i kommunerne. For slet ikke at tale om behovet for at genoprette sidste års besparelser«, tilføjer Line Barfod.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























