Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykker glæde over resultatet af weekendens EU-folkeafstemning i Polen. »Jeg er meget glad for, at den polske befolkning har bakket op om polsk medlemskab af EU«, siger statsministeren i en pressemeddelelse. Efter to dages afstemning og efter megen spænding om valgdeltagelsen, viste de første målinger i aften, at vejen er banet for, at Polen træder ind i EU den 1. maj 2004. »For Polen er det en stor dag. For få år siden blev Polen medlem af NATO. Nu vil Polen med sin indtræden i EU endegyldigt lægge en mørk fortid og tung skæbne bag sig«, siger Fogh, der desuden kalder Polen for "et af Danmarks største og vigtigste nabolande". »Polen vil i fremtiden være en meget vigtig partner for Danmark. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Polen i EU fra den 1. maj næste år«, siger den danske statsminister.
Fogh glæder sig over Polens ja til EU
Lyt til artiklen