Arrivas uheldige debut i Midt- og Vestjylland skræmmer ikke regeringen fra at privatisere flere danske jernbaner. Netop nu arbejder embedsmænd i Trafikministeriet på at lave en køreplan, som regeringen kan lægge frem i løbet af få måneder, til fremtidige udbud af nye jernbanestrækninger, Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag. Møde i næste uge »Vi forventer at have et udspil klar i august eller september«, siger departementschef i Trafikministeriet, Thomas Egebo, til avisen. Arbejdet er så langt fremme, at Århus Amt allerede i næste uge skal til møde med Trafikministeriet om en model for et udbud af de to strækninger Grenå-Århus og Århus-Odder. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har regeringen også kig på den meget passagertunge Øresundstrafik, som DSB i dag driver i samarbejde med det svenske Skånetrafikken.
Flere jernbaner privatiseres
Lyt til artiklen