130 på motorvejene trods protester

Lyt til artiklen

Efter en heftig debat vedtog Folketinget i dag at sætte farten op fra 110 til 130 kilometer i timen på de fleste danske motorveje fra 30. april næste år. Den højere hastighed blev vedtaget udelukkende med stemmer fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti Både Socialdemokraterne og SF advarede endnu engang om, at det højere tempo vil koste menneskeliv og flere lemlæstede i trafikken, selv om SF's færdselsordfører, Margrete Auken, på forhånd var sikker på, at hun alligevel ikke kunne tale til »forstenede hjerter«. Margrete Auken: Ufatteligt forfærdeligt Hun er overbevist om den højere hastighed vil føre til flere smadrede skæbner på de danske motorveje. »Det er så forfærdeligt det her, at jeg ikke fatter, at man kan gøre det«, siger hun ifølge Ritzau. Flere vil blive dræbt, siger sikkerhedsråd Også Rådet for Større Færdselssikkerhed har tidligere været ude med skarp kritik af regeringens tanker om hurtigere trafik på motorvejene. Det vil uden tvivl koste menneskeliv, lyder meldingen fra direktøren for rådet, René la Cour Sell. Regeringen afviser blankt Men den konservative ordfører, Helge Adam Møller, afviser alle beskyldninger om kynisme og siger, at den højere fart er udtryk for 'sund fornuft'. »Med 130 kilometer i timen er det stadig fire gange så sikkert at køre på en motorvej som at køre 80 kilometer i timen på en landevej«, mener Helge Adam Møller. Nye foranstaltninger Han henviser til, at den højere hastighed er ledsaget af en række trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger som blandt andet at blinke ved overhalinger, lavere grænse for frakendelse af kørekortet, højere bøder og mere fartkontrol. »Det ville ikke undre mig, hvis vi om to til tre år ser færre dræbte på de danske motorveje«, sagde Helge Adam Møller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her