EU-forslag: Indespær flygtninge

Lyt til artiklen

Asylansøgere i Danmark og andre EU-lande må indstille sig på, at de formentlig snart kan risikere at blive sendt til mere eller mindre fjerne afkroge af Europa for at få behandlet deres ansøgning. Et britisk forslag om at sende asylansøgere tilbage til enten de regioner, de kommer fra, eller spærre dem inde i lukkede EU-centre, blev torsdag for første gang diskuteret af samtlige EU-lande på et møde i Luxembourg. Dansk støtte - svensk protest Danmark støtter stærkt det britiske forslag og har siden februar samarbejdet med Storbritannien om at udvikle forslaget. Sverige protesterede som det eneste land mod forslaget. »Vi tager afstand fra det med meget stort eftertryk. Vi er imod, at en person, der søger asyl i Sverige, skal kunne låses inde i en lejr i et andet land«, sagde den svenske migrations- og udviklingsminister, Jan O. Karlsson. Tysk holdningsændring Den tyske indenrigsminister, Otto Schilly, der tidligere har udtrykt skepsis over for forslaget, sagde, at han nu principielt støttede det, men at en del juridiske og praktiske spørgsmål skulle udredes, før det kunne gennemføres. Konkret foreslår Storbritannien, at 'falske' asylansøgere - dvs. flygtninge uden et formodet asylbehov - sendes til lukkede EU-lejre, hvor deres sag hurtigt kan behandles. Til 'sikre zoner' Hvad angår potentielle 'rigtige' flygtninge, skal EU oprette såkaldte sikre zoner tæt på de lande, som flygtninge kommer fra. Idéen er så, at asylansøgere skal sendes til disse zoner for at få behandlet deres asylansøgning. Storbritannien vil have pilotprojekter for EU-penge Storbritannien ønsker, at EU's stats- og regeringsledere på et topmøde senere i denne måned giver grønt lys for, at Storbritannien sammen med en kreds af villige lande - heriblandt Danmark - opretter pilotprojekter for at prøve forslaget af. Det skal ske for EU-penge. Det ventes, at forslaget bliver et af hovedpunkterne på topmødet. Største reform af asylpolitik nogensinde på vej EU-kommissionen kom i denne uge med en forsigtig opbakning til det britiske forslag, der også får støtte fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Hvis pilotprojekterne gennemføres, kan de føre til den største reform af EU's asylpolitik nogensinde. Haarder tror ikke på svenske protester Sverige sendte en officiel protest til UNHCR, hvor den svenske migrationsminister udtrykte sin »skuffelse og overraskelse« over, at FN-organisationen støtter det britiske forslag. Bertel Haarder forsøgte dog at nedtone kritikken. »Jeg tror, at svenskerne vil lade sig overbevise, når de ser, hvad der ligger på bordet«, sagde han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her