Minister holdt giftnotat tilbage

Lyt til artiklen

Miljøministeriet har i over to uger holdt et notat fra Kammeradvokaten om jordforurening tilbage. Kammeradvokaten slår fast, at Vestsjællands Amt er i sin gode ret til at offentliggøre en bruttoliste på internettet over cirka 4.000 grunde løseligt mistænkt for at være forurenet. Ikke i strid med lovgivningen Kammeradvokaten skriver, at amtets åbenhed hverken er i strid med forvaltnings- eller offentlighedsloven. Redegørelsen lå klar 13. maj, men Vestsjællands Amt kendte ikke konklusionerne, da et flertal i amtsrådet 26. maj besluttede at fjerne de famøse oplysninger fra internettet. 'Vi undrer os' »Vi undrer os«, siger Søren Wolstrup (K) fra Vestsjællands Amt. Han oplyser, at amtet havde bedt om at få notatet, men ikke fået det op til mødet, hvor politikerne bøjede sig for massiv kritik fra bl.a. vrede borgere, miljøminister Hans Christian Schmidt (V), Parcelhusejernes Landsforening og professor Peter Pagh fra Københavns Universitet. Vesselbo kritiserer næsten Formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), er tæt på at kritisere sin egen minister: »Når der kommer en redegørelse fra Kammeradvokaten, så skal den videre så hurtigt som muligt«, understreger han. Ministerens ansvar SF's miljøordfører, Jørn Jespersen, siger, at »ministeren må påtage sig sit ansvar og ikke lade et amt rode rundt i blinde i en kompliceret sag«, og miljøordfører Pernille Blach Hansen (S) kalder sagen for »et eksempel på dårlig service og mangel på åbenhed«. Hans Christian Schmidt mener ikke, at der er noget mærkeligt i, at redegørelsen først kommer ud efter, at han har haft lejlighed til at diskutere den med sine embedsmænd. Han synes fortsat ikke, at det var klogt af Vestsjællands Amt at lægge så mange oplysninger ud på internettet på én gang. 'Større brød end der kan bages' »Problemet opstår, når man slår et større brød op, end man kan bage. I Sønderjyllands Amt gennemgår de giftgrundene i én kommune ad gangen. Så ved borgerne, at de ikke kommer til at vente længe på en afklaring«, siger Hans Christian Schmidt, der fremlægger en større pakke om jordforurening til efteråret. Hans Christian Schmidt hæfter sig ved, at kammeradvokaten understreger, at det »påhviler amtet at fremme sagsbehandlingen behørigt«. I praksis vil det sige, at amtet hurtigst mulig skal finde ud af, om de måske forurenede grunde skal klassificeres som mistænkt eller fjernes fra bruttolisten. Kammeradvokater kalder det »uheldigt«, at amtet i breve og på internettet kan give grundejerne den tro, at amtet ikke vil behandle de enkelte sager. Pagh: Snedig måde at få borgerne til at betale Peter Pagh siger, at amtet på en snedig måde har forsøgt at få borgere til at betale en del af omkostningerne. Hvis borgerne hurtigt vil have renset deres grund for mistanke, så skal de selv betale for en undersøgelse. Alternativet er at vente på, at amtet får tygget sig frem til ens sag. »Det er en oplagt angribelig måde«, fastholder Peter Pagh, der tidligere har sat ord som »magtfordrejning« og »ulovlig« på praksis i Vestsjællands Amt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her