Sognepræst Thorkild Grosbøll fra Taarbæk nord for København er blevet fritaget for tjeneste i foreløbig en uge. Taarbæk-præsten har i dag forklaret sig over for Helsingørs biskop Lise-Lotte Rebel efter, at Thorkild Grosbøll i et avisinterview har udtalt, at han ikke tror på Gud. ' Så rummelig er folkekirken ikke' Derfor havde biskoppen indkaldt sognepræsten til en samtale. »Sognepræstens udtalelser har i den grad skabt forvirring og usikkerhed om folkekirkens bekendelse, og det er komplet uacceptabelt. Der er rummelighed i folkekirken, men der er ikke rummelighed til at fornægte Guds eksistens. Derfor har jeg bedt præsten om en nærmere redegørelse«, sagde Lise-Lotte Rebel efter et timelangt møde med Thorkild Grosbøll. Når der er gået en uge, skal han vende tilbage og forklare sig nærmere over for biskoppen i Helsingør. Kirken alligevel lukket Rent praktisk får det ingen betydning, at Thorkild Grosbøll ikke prædiker i kirken i den kommende tid: Taarbæk Kirke skal i det kommende halve år gennemgå en større istandsættelse og blev derfor lukket mandag. Først i december åbner kirken igen. De kirkelige handlinger er indtil da flyttet til Skovshoved, hvor Johannes Christensen prædiker. Og selv om Johannes Christensen er kendt for sin stadige kritik af biskopperne, er han aldrig blevet beskyldt for at være gudløs. 'En ulykkelig sag' Næstformand i menighedsrådet Ulla Willumsen kalder det en meget ulykkelig sag. »Vi støtter altså vores præst. Han er meget vellidt i området, og jeg mener ikke, at en sådan sag kan vælte ham«, siger Ulla Willumsen. Fergo: Præster skal tro på Gud Kirkeminister Tove Fergo (V) har sagt til TV 2 Nyhederne, at Grosbølls holdning ikke er forenelig med at være præst i den danske folkekirke, hvor man 'som en selvfølge' må stole på, at præsterne tror på Gud og på det evangelium, som de er sat til at forkynde, og som de får løn for at udbrede. Sidst en dansk præst blev afskediget på grund af teologisk strid, var i 1999, da sognepræst Bent Feldbæk Nielsen fra Thy praktiserede dåbsritualet i strid med reglerne i folkekirken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























