Stadig flere læger har bijob ved siden af det offentlige sundhedsvæsen. 13 procent af samtlige overlæger og afdelingslæger arbejder på et privathospital, for medicinindustrien eller i deres egen private praksis, når lyset slukkes på operationsstuerne på de offentlige sygehuse. Det viser en ny opgørelse fra Amtsrådsforeningen over lægers bibeskæftigelse. Det fremgår, at antallet af læger, der har ekstra job på et privathospital eller klinik, er steget med 15 procent siden 1998, men at der samtidig er store forskelle fra amt til amt. I Vejle Amt bijobber cirka 24 procent af lægerne mod kun 6 procent i Nordjyllands Amt. Frit sygehusvalg giver bijob Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), forklarer stigningen med den store satsning på at få nedbragt ventelisterne til de offentlige sygehuse. »Hvor mange timer de enkelte læger lægger i privat regi, har vi ikke et reelt overblik over. Men vi ved, at 10.000 patienter siden juli sidste år har gjort brug af det udvidede frie sygehusvalg. Alt andet lige giver det os et fingerpeg om en øget aktivitet hos de private udbydere«, siger Bent Hansen til Ritzau. Fare for interessemodsætninger Med det relativt omfattende bijobberi skal amter, sygehuse og læger være opmærksomme på, at der ikke opstår interessemodsætninger - som hvis læger sender ventelistepatienter direkte til egne privatklinikker. Amtsrådsforeningen og Foreningen af Speciallæger har for nylig gennemgået reglerne for lægers bijobberi, og er enige om, at de er gode nok. Men amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab har alligevel besluttet at udarbejde et etisk kodeks, der skal supplere de regler og love, der allerede gælder. Det nye kodeks skal derefter drøftes med Foreningen af Speciallæger. »Vi skal jo nødigt stå i en situation, hvor lægerne dobbeltarbejder så meget, at de dels bliver tidligt udbrændt, dels ikke kan påtage sig ekstra arbejde, når patienterne på de offentlige sygehuse har brug for dem«, siger Bent Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























