Står det til regeringen, skal det være slut med statstilskud til pensionister, der får foretaget energiforbedringer på boligen. Regeringen vil lægge op til at fjerne tilskuddet i sit forslag til finanslov for 2004, erfarer Politiken. Venstres socialordfører Eva Kjer Hansen bekræfter, at spareforslaget er på bordet: »Vi overvejer, om den foranstaltning skal opretholdes. Det skyldes, at tilskuddet har vist sig at være en meget dyr måde at nedsætte energiforbruget på«, siger hun. Koster 40 mio. kr. om året Tilskuddet koster statskassen 40 mio. kr. årligt, og ifølge Eva Kjer Hansen er det regeringens vurdering, at de penge kan bruges mere effektivt til at nedbringe CO2-udslippet. »Det er vigtigt at huske, at tilskuddet blev indført som et energipolitisk tiltag. Det er ikke en social ordning«, siger Eva Kjer Hansen. Dybt skeptisk DF Men Dansk Folkeparti - som ventes at skulle levere stemmer til også næste års finanslov - opfatter energitilskuddet som en hjælpende hånd til pensionister. »Vi vil være dybt skeptisk over for at røre pensionisternes ret til at søge det tilskud. Skepsis vil være vores klare udgangspunkt«, siger DF-gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Lavere indkomst Når ældre mennesker går fra en aktiv tilværelse til en mere passiv pensionstilværelse, får de ofte langt lavere indkomst. Derfor er der god logik i at hjælpe dem med at nedbringe deres udgifter til varme, så de har bedre mulighed for at blive i deres bolig - og samtidig gøre noget for miljøet«. For Dansk Folkeparti vil det afgørende være, hvad regeringen vil bruge de 40 mio. sparede kroner til. Udgangspunktet er, at de fortsat skal komme pensionister til gode, understreger Kristian Thulesen Dahl. V: Hold tingene adskilte Eva Kjer Hansen opfordrer derimod til at holde energipolitikken og ældrepolitikken adskilt. »Der er saglige energipolitiske begrundelser for at revurdere ordningen, og så må vi kunne gøre det. Også selv om tilskuddet går til pensionister«, siger hun. Eva Kjer Hansen påpeger, at regeringen er i gang med at analysere pensionistgruppens økonomiske forhold med henblik på forhandlingerne med Dansk Folkeparti om, hvordan ældrechecken skal føres videre. De ældres tilskud er ikke fredet Men med forslaget ønsker regeringen også at sende et politisk signal om, at pensionister og deres tilskud ikke skal være fredet. Det bekræfter flere regeringskilder, som også påpeger et ønske om at teste Dansk Folkepartis vilje til at fjerne goder fra pensionister. »Vores udgangspunkt er jo ikke, at der er behov for færre midler til pensionistområdet. Tværtimod«, siger Kristian Thulesen Dahl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























