Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) vil fra årsskiftet afskaffe afgiften på hårdt pvc. Plastindustrien har overbevist ministeren om, at dens genanvendelsesordninger nu er så gode, at der ikke længere er belæg for afgiften. »Betingelsen er naturligvis, at industrien påtager sig det fulde ansvar for at behandle hårdt pvc-affald miljømæssigt forsvarligt«, siger ministeren, der understreger, at der fortsat vil være afgift på blød pvc, »fordi den er mest sundhedsmæssig problematisk for mennesker«. Afgift til staten Den hårde pvc bidrager ifølge magasinet Ingeniøren med 10 ud af de 70 millioner kroner, staten årligt får ind på afgiften, som Danmark er ene om at opkræve. Afgiften på to kroner per kilo blev indført i 2000, fordi plastindustrien ikke havde levet op til en ti år gammel aftale om at lave og finansiere mere genanvendelse. De største producenter af hård pvc blev dog undtaget, fordi de i sidste øjeblik indvilgede i at lave en indsamlingsordning. Og det er, fordi de resterende nu har etableret en lignende ordning, at ministeren - med et flertal i form af Dansk Folkeparti - lægger op til at droppe afgiften. Udgift til kommuner Miljøorganisationerne er stærkt utilfredse: »Det er godt, at ministeren vil beholde afgiften på blød pvc. Men det er en skandale, at han nu fjerner incitamentet til at udfase hårdt pvc, som jo skaber farligt restaffald. Et problem som vil vokse kraftigt i de kommende år, efterhånden som de millioner af ton pvc, vi har brugt indtil nu, skal bortskaffes«, siger civilingeniør Jacob Hartmann, Greenpeace. Hartmann påpeger også, at afgiften blev indført for at få forureneren, plastindustrien, til at betale. »Men industrien vælter størstedelen af udgifterne over på kommunerne ved at lade dem betale et gebyr for at stille containere op på genbrugspladserne. Og det gør kommunerne, for ellers skal de etablere deres egen ordning. Det er ikke retfærdigt«, mener Hartmann. Miljøministeren »kender ikke indsamlingsordningen i detaljer«. »Men det er da naturligt, at de folk i Miljøministeriet og Skatteministeriet, der skal se på afgiften, også ser på, om indsamlingsordningen er skruet rigtig sammen«, siger Schmidt, der opfordrer kommuner, der synes, de betaler for meget, til at henvende sig. Direktør Ole Grøndahl Hansen fra PVC-branchens informationsorgan kan ikke se noget problem i, at forureneren ikke betaler: »I Danmark har kommunerne jo traditionelt haft ansvaret for affaldet, og selv om tendensen i EU går i retning af delt ansvar med producenterne, er der vel ikke noget problem i, at vi ikke betaler det hele«, mener Ole Grøndahl Hansen. Nedbrydning af pvc Han mener, at det vil være »logisk«, at miljøministeren også fjerner afgiften på i hvert fald noget af den bløde pvc, fordi to genanvendelsesprojekter har fundet ud af, hvordan man kan nedbryde klor fra den bløde pvc til vejsalt, samt olie og koksprodukter til brændsel. Men miljøministeren påpeger, at der stadig er tale om forsøg. »Der findes endnu ikke anlæg, der fungerer i fuld skala. Og indtil der gør det, fastholder vi afgiften på blød pvc«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























