Der bliver ikke rejst tiltale mod de to officerer fra ingeniørregimentet, som i marts blev sigtet for pligtforsømmelse på grund deres rolle i sprængningsulykken i Kabul i Afghanistan den 6. marts 2002, hvor tre danske og to tyske soldater mistede livet. Ifølge Skive Folkeblad har Forsvarets Auditørkorps nu afsluttet undersøgelsen mod en major og en premierløjtnant. Sagen er opgivet »idet videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at de findes skyldige i strafværdige forhold«. Overtrådte sikkerhedsprocedurer Ulykken skete, da danske og tyske soldater i fællesskab ville uskadeliggøre to SA-3 missiler, som eksploderede, og en dansk-tysk kommissionsrapport har efterfølgende fastslået, at soldaterne ikke fulgte selv de mest basale sikkerhedsprocedurer. Men Forsvarets Auditørkorps lægger blandt andet vægt på, at der var tale om erfarne ammunitionsryddere, og at kommandoen var overdraget til en tysk oversergent, skriver Skive Folkeblad.
Officerer tiltales ikke for Kabul-ulykke
Lyt til artiklen