FN forundret over danske trusler mod Afghanistan

Lyt til artiklen

Vicechefen for FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR), Daniel Endres, er dybt forundret over en dansk delegation, der i sidste uge var i Kabul for få en aftale med landets regering om, at Afghanistan skal tage imod de flygtninge, der har fået afslag på asyl i Danmark og ikke frivilligt vil rejse hjem. Delegationen bestod af embedsmænd fra tre danske ministerier og Rigspolitiet. »Delegationen var så ivrig, at den flere gange understregede, at blev den foreslåede tekst ikke underskrevet, ville al hjælp til Afghanistan standse«, siger Daniel Endres, vicechef for FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Afghanistan til DR Nyheder. Direkte trusler Ifølge Endres truede danskerne direkte med at fjerne et beløb på 60 millioner dollar, som Danmark har bevilget til uddannelse af den afghanske befolkning, samt yderligere støtte på 10 millioner dollar, hvis ikke afghanerne makkede ret. »Den afghanske regering fik at vide, at det ville være svært at mobilisere opbakning til denne form for hjælp, hvis ikke aftalen blev underskrevet. De refererede til en nylig debat om spørgsmålet, som skulle have fundet sted i Danmark kort tid før deres besøg«, siger Daniel Endres. »Det er første gang, vi har oplevet sådan et krav. Det var meget overraskende - både for FN-repræsentanterne og den afghanske regering«, siger Endres. Haarder: Et rimeligt krav Integrationsminister Bertel Haarder (V) siger, at han hverken kan be- eller afkræfte forhandlingsforløbet. »Men vores krav var særdeles rimeligt: Vi ville have samme slags aftale om hjemsendelse af flygtninge, som Storbritannien har indgået med Irak. Vi har naturligvis peget på den meget store støtte, som vi giver til Afghanistan, og som ikke er nogen selvfølge«, siger Bertel Haarder til DR. Pia K. undsiger Haarder Dansk Folkeparti kalder det 'naturligt', at den dansk delegation truede med at fjerne al humanitær hjælp til Afghanistan. Partiets formand, Pia Kjærsgaard, siger videre, at Bertel Haarder har aftalt med Dansk Folkeparti, at delegationen skulle fremsætte truslerne over for afghanerne. Og det bør Haarder indrømme, siger Kjærsgaard. »Da vi sidst drøftede sagen med Bertel Haarder, havde vi en åben snak om, at man skulle true dem på bistanden«, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her