100 nye fængselspladser

Lyt til artiklen

Justitsminister Lene Espersen (K) er tæt på politisk flertal for at omdanne to forladte asylcentre til midlertidige fængselspladser. Flere indsatte To forladte flygtningelandsbyer skal omdannes til 100 midlertidige fængselspladser. 10-15 udlændinge, der sidder i fængsel med en udvisningsdom, skal udvises hurtigt. Og de danske fængsler skal indstille sig på at have flere indsatte end forudsat i resten af året. Sådan ønsker justitsminister Lene Espersen (K) at gribe ind mod de stigende ventelister til de danske fængsler. På et møde i ministeriet i går tegnede der sig et flertal for forslagene, der skal hindre køen i at blive længere med det samme og begynde at nedbringe antallet af ventende fra september, når de nye midlertidige fængselspladser står klar. »Det vil være synd at sige, at forslagene er de mest ideelle, men vi er i en ualmindelig dårlig situation«, sagde Lene Espersen efter mødet. I det seneste halvandet år er antallet af personer, der venter på at afsone en fængselsstraf, steget fra 2.500 til 4.500, og hvis ikke der gribes ind, vil antallet stige til 5.500 ved årets udgang, har Kriminalforsorgen beregnet. Ordførerne fra både Socialdemokratiet og de radikale var da også indstillet på at anbefale deres partier at sige ja til ministerens forslag, efter at de i går havde holdt møde med ministeren. Lover langsigtet løsning For at få ordførernes accept har justitsministeren lovet, at hun allerede i næste måned vil fremlægge regeringens planer for en langsigtet løsning på Kriminalforsorgens problemer og drøfte dem med partierne. »Vi vil ikke acceptere en hovsaløsning, hvis ikke vi får taget fat på at finde nogle langsigtede holdbare løsninger for Kriminalforsorgen«, sagde Lissa Mathiasen (S). Elisabeth Arnold (R) fik lovning på at få et skriftligt løfte fra ministeren om, at man fra januar igen skal ned på at have 92 procent af fængselspladserne besat. »Det er ikke med glæde, at vi gør det her. Det skal være en midlertidig løsning, og så skal der bygges nogle moderne fængsler, som tilgodeser Kriminalforsorgens behov«, sagde Elisabeth Arnold. Lokal modstand Kriminalforsorgen har på grund af lokal modstand opgivet tanken om at indrette midlertidige fængsler der, hvor asyllandsbyerne er placeret I stedet skal to asylcentre - formentlig i midtjyske Gjern og Them - flyttes til de åbne fængsler i Nr. Snede og Møgelkær. Ordførerne fra SF, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti var mere skeptiske og skal drøfte forslagene i folketingsgrupperne. Partierne har lovet ministeren et svar i næste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her