Skive Politi er ikke interesseret i at få misbrugere som naboer. Politimesteren vil anbefale, at Skive Kommunes ønske om at låne eller leje et stykke jord på et grønt område ved siden af politistationen i Skive bliver afvist, skriver Skive Folkeblad. Skive Kommune har henvendt sig til Justitsministeriet for at forhøre sig om en aftale om et værested for maksimalt 25 misbrugere på stedet. Borgmester undrer sig »Jeg kan ikke forestille mig, at politiet skulle være imod forslaget, når både misbrugere, borgere og politikere støtter en flytning af misbrugerne«, siger borgmester Per Jeppesen (S). Men indtil videre tyder noget på, at han kan blive nødt til at justere sine forestillinger. Politimesteren forudser støj Politimester Karin Dethlefsen forudser bl.a. støj fra misbrugerne, hvis de får et udendørs værested ved siden af politistationen. Misbrugernes værested skal ifølge forslaget placeres omkring 25 meter fra politiets kontorlokaler. »Jeg synes, at vi også har krav på at kunne få arbejdsro og på at kunne arbejde med åbne vinduer. Desuden er jeg bange for, at vore kunder vil kunne blive generet med tilråb eller lignende«, siger Karin Dethlefsen om den mulige støj fra de op mod 25 misbrugere.
Politiet i Skive vil ikke have misbrugere som naboer
Lyt til artiklen