Politimestre presser politikerne

Mange borgmestre og lokalpolitikere frygter, at politikommissionens forslag reelt vil betyde tab af arbejdspladser og en svækkelse af de mindre byer. - Arkivfoto: Martin Lehmann
Mange borgmestre og lokalpolitikere frygter, at politikommissionens forslag reelt vil betyde tab af arbejdspladser og en svækkelse af de mindre byer. - Arkivfoto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Der er brug for en afklaring af politiets fremtid, mener politimestrenes formand, Poul Bjørnholdt Løhde fra Esbjerg, der opfordrer regeringen og Folketinget til hurtigt at gå i dialog om, hvordan man både kan gøre politiet mere effektivt og samtidig tage hensyn til de mindre byer. 15 måneder efter at Politikommissionen fremlagde forslag om at reducere antallet af politikredse fra 54 til 25 og dermed frigøre 600 betjente til arbejde blandt borgerne, har hverken regeringen eller Folketingets partier taget stilling til sagen. Forslaget: Med 25 politikredse vil der være 250-300 ansatte i hver kreds, og det vil gøre det muligt for politiets ledelse at planlægge arbejdet langt bedre, vurderede Politikommissionen. Samtidig vil det gøre det muligt at reducere antallet af ledende politifolk og det administrative personale og i stedet ansætte omkring 600 flere betjente, som kan sendes på gaden. Frygter svækkelse af mindre byer Men mange borgmestre og lokalpolitikere frygter, at det reelt vil betyde tab af arbejdspladser og en svækkelse af de mindre byer. »For os er de indvendinger politimæssigt irrelevante. Men hvis de er vigtige for samfundet og regeringen, så lad os drøfte det. Selv om man for eksempel placerer politiets hovedsæde i Esbjerg, skal der stadig være politi i Ribe og Varde. Og man kunne sige: Skal færdselsafdelingen ligge i Ribe og en anden afdeling i Varde?«, siger Poul Bjørnholdt Løhde. »Hidtil har vi sagt, at det skulle være op til de nye ledelser. Men måske skulle vi blive lidt mere konkrete i udmøntningen. Det kan godt være, at rationaliseringen i mandskabet så ville forsvinde, men vi ville stadig få en større kvalitet«. Ømfindtlig sag En politireform er blevet en politisk meget ømfindtlig sag på Christiansborg, hvor hverken regeringen eller oppositionen vil sige klart, om de går ind for en nedskæring af antallet af politikredse. Det gør, at politiet ikke kan træffe beslutninger på en række områder, og det afholder personalet fra at søge andre job i politiet. Derfor er der brug for en hurtig afklaring, siger politimestrenes formand. Espersen: Nu varer det ikke så længe Justitsminister Lene Espersen (K) erkender, at det har taget lang tid. »Det varer ikke ret længe, før vi kommer med en udmelding«, siger ministeren, der ikke vil gå ind i diskussionen om antallet af politikredse. Stærk modstand i Venstre Det ønsker Socialdemokratiets ordfører Morten Bødskov heller ikke. Til gengæld er der stærk modstand mod Politikommissionens forslag i Venstre. »Der er ingen dokumentation for, at store politikredse er bedre end små«, siger Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her