Børn chatter trygt på nettet

Lyt til artiklen

De anonyme mødesteder på nettet er ikke bare seksuelle tilbud fra pædofile. Langt de fleste børn og unge betragter chat som en tryg og positiv del af tilværelsen. Et frirum, hvor de uden voksen indblanding kan more sig, finde nye venner og tale med jævnaldrende om kærester, sex og fritid. Og nok så væsentligt, så ved de fleste, hvordan de skal beskytte sig mod seksuelle tilbud og trusler. Første undersøgelse i Danmark Det viser den første kortlægning herhjemme af børns chatvaner. En kortlægning, som Danmarks Pædagogiske Universitet har foretaget for Børnerådet, Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd. Børneorganisationerne er positivt overraskede og fastslår, at forældre og andre voksne kan skrue en tand ned for bekymringerne. »Chatten er en del af børnenes liv, som vi ikke behøver at være så bekymrede over. Vi voksne betragter stadig chat som et nyt og uhåndgribeligt rum ved siden af den virkelige verden, men for børnene er det en del af virkeligheden ved siden af alt muligt andet«, siger Børnerådets formand, Klaus Wilmann. Halvdelen chatter 991 børn i alderen 12 til 14 år har deltaget i undersøgelsen. Over halvdelen af dem chatter på nettet og gør det 1-5 gange om ugen. De sidder enten hjemme eller på skolen og er gerne alene eller sammen med en enkelt ven. De fleste starter med at chatte i 5. og 6. klasse, og de taler kun sjældent med deres forældre eller andre voksne om deres oplevelser. Hvad enten de er gode eller dårlige. Kræver indsigt at blande sig Når de voksne blander sig så lidt, skyldes det formentlig, at de ikke har et reelt billede af, hvad der foregår i et chatroom, mener Red Barnet. Derfor anbefaler organisationen, at voksne sætter sig ind i den del af børneuniverset. »Det kræver indsigt at kunne tale med et barn om det. Selv om undersøgelsen viser, at de fleste børn og unge et langt stykke ad vejen kan håndtere det virtuelle rum, så er der stadig mange sårbare børn, som nemt bliver ofre for folk, der vil dem noget grimt. Det er dem, vi skal rette vores fokus på«, siger Kuno Sørensen, programkoordinator i Red Barnet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her