Søerne i København er langsomt ved at blive renere. Den biologiske balance skal genoprettes, og det vil tage flere år, men Københavns Kommune kæmper ikke alene men får hjælp af 5.000 geddeunger. København har fået 5.000 nye borgere. I øsende regn viste byens miljøborgmester, Winnie Berndtson (S), mandag tilflytterne deres nye omgivelser, men den fine velkomst så ikke ud til at imponere de nye borgere. De vendte blot ryggen til og stak af, og det er måske også godt det samme. Miljøborgmesteren ville sikkert have tabt både næse og mund, hvis de havde vendt sig om og sagt tak for venligheden. De nye borgere bestod nemlig af 5.000 geddeunger, der skal holde bestanden af de såkaldte skidtfisk nede i søerne i det indre København. Lys til bunden Skidtfiskene - brasen og skaller - æder nemlig dafnier og andre algeædende smådyr, som er med til at holde vandet i søerne rent. Hvis bestanden af skidtfisk bliver for stor, vil algerne vokser uhæmmet og ødelægge levevilkårene for mange planter og dyr, fordi lyset ikke kan trænge ned til bunden. Sociale aktiviteter »Hvis gedderne gør deres arbejde ordentligt, vil københavnerne snart få nogle søer, der ligner søer hele året rundt. Når vandet er blevet renset, kan vi forhåbentlig bruge søerne til sociale aktiviteter som sejlads og lignende«, sagde Winnie Berndtson, inden hun slap de små kræ ud. I alt bliver der sat 70.000 gedder ud i år, men de små fisk skal ikke regne med at få søerne for sig selv. De vil også få følgeskab af deres 'storebrødre' fra sidste år, hvor der også blev sat 50.000 gedder ud i søerne. De fleste af de ældre gedder har dog ikke formået at holde sig i live. »Mange af geddeungerne fra sidste år døde eller blev ædt af deres egne artsfæller. Det er derfor nødvendigt at supplere med flere gedder i år, men vi regner med, at vi kan skabe en stabil bestand i løbet af fire-fem år, så vi ikke behøver af sætte flere fisk ud«, siger Kim Michelsen, projektleder og biolog fra Københavns Energi. Skal nok klare sig De små gedder stammer fra Brødebæk Geddeopdræt i Gisselfeldt, hvor deres 'far', Peter Gruth Hansen, i løbet af foråret har gjort dem klar til livet i storbyen. Og han er sikker på, at hans 'børn' nok skal klare sig godt i de nye omgivelser. »Geddeungerne er store nok til at kunne klare sig selv, så jeg er ganske tryg ved at lade dem flytte hjemmefra«, sagde han, inden han skyndte sig hjem for at fodre resten af sine 21.000 'børn'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























