Universitetslærere mangler uddannelse

Universitetslærere bliver ansat på deres forskning - og der stilles få krav til pædagogisk kunnen. Magisterforeningen og forskere kræver handling. Undervisere, der mumler, skriver ulæseligt på tavlen eller taler på et niveau, hvor de studerende for længst er stået af. De fleste studerende kan nævne eksempler på dårlige oplevelser med undervisning på universitetet. Undervisning ligestilles forskning Selv om det i tre år har stået i stillingsopslagene, at undervisning skal vægtes på lige linje med forskning, er det ifølge professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Per Fibæk Lauersen »ingen hemmelighed, at undervisning betyder tæt på ingenting ved ansættelser«. »Karrieremæssigt belønner universiteterne kun forskning, og det kan mærkes på undervisningen«, siger Per Fibæk Lauersen. Ifølge Palle Sørensen, leder af Center for Didaktik og Metodeudvikling på Danmarks Tekniske Universitet, er holdningen, at »det med undervisning finder den enkelte selv ud af«. »Jeg plejer at sige, at det eneste man kan blive uden uddannelse er forælder og universitetslærer«, siger Palle Sørensen. Akademisk frihed Adjunkter skal igennem et obligatorisk pædagogikum på 30 timer, mens fastansatte lektorer på de fleste universiteter har mulighed for frivilligt at tage pædagogiske kurser. Men det er kun dem, som i forvejen interesserer sig for undervisningen, der tager imod det, siger Per Fibæk Lauersen. »Kravene til adjunktpædagogikumet er ikke så store. Det er mere op til den enkelte, hvad de gør ud af det«, siger Per Fibæk Lauersen. Løstansatte timelærere er derimod oftest overladt til sig selv. Ifølge formanden for de godt 350 timelærere på humaniora på Københavns Universitet, Lene Waagstein, må mange nye undervisere famle sig frem. »Der er ingen krav til pædagogisk kunnen ved ansættelsen, og man får ikke en indholdsbeskrivelse af faget. Der er i høj grad akademisk frihed - og det er vi glade for - men derfor kan man godt have brug for råd og hjælp«, siger Lene Waagstein, som vurderer, at timelærerne varetager mellem 30 og 80 procent af undervisningen på de enkelte institutter. Per Fibæk Lauersen og Palle Sørensen mener, at problemet kan løses med et snuptag, hvis man som på flere amerikanske universiteter kræver, at undervisere skal dokumentere deres undervisning, som skal vægtes på lige linje med forskningen. Det sker ved at udarbejde en portefølje over undervisningserfaring, studenterevalueringer og pædagogiske kurser. Frygt for prestigetab »Universitetsledelserne fremhæver altid, at man vil gøre noget for undervisningen, men gør det ikke. Hvis man lod undervisningsmeritter spille en rolle karrieremæssigt, ville man løse problemet med et trylleslag«, siger han. »Men det sker ikke, fordi universiteterne frygter prestigetab, hvis det rygtes, at forskningen ikke vægtes som det vigtigste«, siger Per Fibæk Lauersen. Formanden for Rektorkollegiet, Linda Nielsen, medgiver, at det er svært at få undervisning til at rangere på linje med forskning. »Det har længe været et problem at få undervisningen til at vægte det, den skal. Men forskningens kvalitet må på den anden side vægtes meget højt, for at universiteterne opfylder deres formål om forskning indtil højeste niveau og om forskningsbaseret undervisning. Så kunsten er at finde en balance, og vi er på universiteterne meget opmærksomme på at have fokus på undervisningen«, siger Linda Nielsen, rektor for Københavns Universitet. Magisterne: Lige vægt Dansk Magisterforening støtter forslaget, men advarer kraftigt imod, at man kun bedømmer undervisere på studenterevalueringer. »Uddannelser burde jo have to hoveder, hvor både forskning og undervisning vægter lige højt. Har man gjort det godt undervisningsmæssigt, kan det godt være, at man ikke har kunnet nå så store højder forskningsmæssigt, og så skal det ikke lægge ansøgeren til last, at de har koncentreret sig om at udvikle deres undervisning«, siger formanden for Magisterforeningen, Ingrid Stage.