Protest på hjul

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

De gule HT-busser måtte snegle sig af sted og cyklisterne zigzagge op over fortovet: For en gangs skyld var det kørestolene, der havde førsteret til gadearealet, da et par hundrede mennesker - heraf mange i kørestol - onsdag demonstrerede for bedre vilkår for de handikappede i den offentlige trafik. »Giv mig ramper - jeg har kramper« og »Hey! jeg går med rollator - der skal være en elevator«, stod der på et par af de mange transparenter, der blafrede i vinden, mens demonstrationen bevægede sig fra Hovedbanegården i København til Christiansborg Slotsplads. Lifte på alle stationer Demonstrationens mål var først og fremmest DSB's handikapordning, der betyder, at en kørestolsbruger skal bestille plads og hjælp til at komme på og af toget mindst 48 timer, før hun skal rejse. Af og til forlanger DSB også, at den handikappede har en hjælper med. Og da mange handikappede kun har bevilling til 15 ledsagertimer om måneden, kan det bruge flere måneders budget, hvis turen går fra Ålborg til København og hjem igen. »Vi vil have ramper eller lifte på alle stationer, så vi har direkte adgang til togene uden at bestille hjælp i forvejen«, siger Poul Toft Nissen, som har siddet i kørestol i to år på grund af alvorlig slidgigt. Han har selv oplevet, at han nær aldrig var kommet af toget i Horsens, fordi den bestilte hjælp svigtede, så kun en hurtig indsats fra fire medpassagerer reddede ham. Poul Toft Nissen er elev på Egmonthøjskolen i Hov, syd for Århus, og det var eleverne derfra - mange af dem handikappede - som havde arrangeret demonstrationen. »Sidst man indkøbte IC3-tog, sparede man de handikapvenlige adgangsforhold væk i sidste øjeblik. Nu skal DSB gennem en ny udskiftning af tog, og vi er bange for, at det samme sker«, forklarer Poul Erik Fink, lærer på Egtmonthøjskolen. Politisk velvilje På en forblæst slotsplads lovede en række trafikpolitiske ordførere efter tur, at de ville se med stor velvilje på de handikappedes sag. De radikales Martin Lidegaard kunne oplyse, at han netop har fremsat beslutningsforslag om at genindføre den sløjfede pulje til at lette handikappedes adgang til stationer og trafikmidler. Og så var politikerne væk, mens demonstranterne blev for at vente på de rekvirerede specialbusser. DSB havde nemlig kun villet have fire kørestolsbrugere med i toget. »Jeg håber da, vi får noget ud af det. Men de kan jo altid love - og så sker der ikke noget alligevel«, sagde kørestolsbruger Tove Jacobsen efter demonstrationen. Mens hendes sidemand uden stort held forsøgte at starte et fællesråb om at »Vi vil ha' valg!«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her