Kronhjortens brøl er svækket

En gammel kronhjortehan topper fysisk og har samlet den store erfaring at give videre til flokken omkring 12-års alderen. - Foto: Martin Lehmann
En gammel kronhjortehan topper fysisk og har samlet den store erfaring at give videre til flokken omkring 12-års alderen. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

En brølende kronhjort er noget nær indbegrebet af Danmark, hvad enten den hænger over sofaen eller står i en lysning på en brunstplads i skoven. Men den store, gamle hjort er blevet et sjældent syn, og det er baggrunden for, at fire naturorganisationer nu opfordrer miljøministeren til at frede kronhjorten i brunsttiden i september. Jagten på kronvildt, der favoriserer store hanner med flotte gevirer, er ikke længere bæredygtig, mener WWF Verdensnaturfonden, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Dyrenes Beskyttelse. Overvægt af hunner De fire organisationer mener, at jagttrykket har skabt overvægt af hunner og unaturlig alderssammensætning i bestandene. Det skæve jagttryk bekræftes af statsskovrider Ulrik Lorenzen fra det statsskovdistrikt herhjemme, der har den største bestand af fritlevende kronhjorte, Skov- og Naturstyrelsens distrikt i Oxbøl. Ulrik Lorenzen er samtidig formand for en arbejdsgruppe, der forbereder en revurdering af den danske forvaltning af kronvildt. »Jeg tror, at alle er enige i, at jagten er ikke helt etisk og bæredygtig. Vi har nogle grimme pletter på landkortet, fordi der er nogle, der populært sagt vil skyde alt, hvad der har horn i hovedet«, siger skovrider Ulrik Lorenzen, der samtidig understreger, at han ikke forholder sig til, om dyrene derfor bør fredes i september måned: »Uha nej, det er storpolitik. Der er alt for mange følelser involveret«, mener skovrideren. »Men der er et problem i bestandene, fordi der er så voldsom fokus på at skyde hanner. Store dyr giver både store trofæer og prestige og meget kød i fryseren, men man bør meget hellere skyde kalve. Det er dem, der er flest af, og en meget stor del af dem dør alligevel«, siger skovrideren. Modne herrer Han forklarer, at en gammel han topper fysisk og har samlet den store erfaring at give videre til flokken omkring 12-års alderen. En 'moden herre' går også tidligere i brunst end de yngre 'pubertetshjorte', og hans kalve sættes derfor tilsvarende tidligere næste forår og har bedre chance for at overleve og blive kraftige og sunde. Ikke desto mindre viser en undersøgelse fra Oxbøldistriktet, at kun to procent af kronhjortene bliver syv år eller mere. Det er tal som det, der har fået de fire miljøorganisationer til nu at bede om fredning i september, hvor hjortene strejfer mere om, er mere fremme ved brunststederne og er lettere at få ram på. Dyr i brunst som naturoplevelse Oplevelsen af den brølende kronhjort omgivet af hinder på brunstpladserne om efteråret er virkelig en af de store naturoplevelser, siger en af forslagsstillerne, Poul Hald Mortensen fra Danmarks Naturfredningsforening (DN). »Det syn er noget enestående, der er bevaret gennem årtusinder, men det er efterhånden meget få steder, det kan opleves. Hjortene er flere steder blevet så få og så sky, at de ikke engang optræder på egentlige brunstpladser«, siger Poul Hald Mortensen. Formanden for Danmarks Jægerforbund, Kristian Raunkjær, medgiver, at der foregår en skæv afskydning, men han hæfter sig ved, at den samlede bestand af kronvildt går markant frem. »Det kan ikke diskuteres, at der bliver skudt for mange hjorte i forhold til hinder, men samlet set er der blevet 30 procent flere krondyr i Danmark på ti år«, siger Kristian Raunkjær. »I første omgang ville en fredning sikkert give flere hanner, men man udskyder bare tidspunktet for, at de skydes, og jeg synes, det er uanstændigt, at de fire organisationer foreslår en fredning, når vi i forvejen er i gang med at revidere jagttiderne generelt«, siger Kristian Raunkjær. Han glæder sig over, at der ikke i Miljøministeriets foreløbige forslag til jagttider er tale om nogen fredning af unge dyr. Det forslag er netop sendt til høring blandt jægere og naturorganisationer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her