SF rykker tættere på unionen

Partiformand Holger K. Nielsen har fået opbakning til en mere EU venlig linje. - Foto: Lars Skaaning
Partiformand Holger K. Nielsen har fået opbakning til en mere EU venlig linje. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Det europæiske perspektiv kom ind i SF's politik på partiets landsmøde i Odense, hvor stort set alle fløje fik nogle af deres ideer igennem. SF er trådt et skridt nærmere EU på sit landsmøde i Odense, hvor partiet vedtog et nyt principprogram. Med partiformand Holger K. Nielsen og gruppeformand Aage Frandsen som fortalere vedtog de 350 delegerede at anlægge en langt mere positiv holdning til EU og en fælles europæisk udenrigspolitik. Det skal give modspil til den amerikanske dominans, partiet ser som hovedproblemet i international politik for øjeblikket. Støtte fra skeptikere »Vi indtænker det europæiske i vores politik på en mere offensiv måde end tidligere. Al snak om at melde sig ud af EU har vi ikke længere«, sagde Holger K. Nielsen efter landsmødet. Formanden var tilfreds med den opbakning, landsmødet gav ham, selvom mange af hans anbefalinger blev stemt igennem med et snævert flertal. Selv nogle af partiets traditionelt mest EU-skeptiske medlemmer, som Europaparlamentsmedlemmet Pernille Frahm, anbefalede at følge Holger K. Nielsens linje. Til gengæld slog formanden fast, at han ikke ønsker en stor EU-hær. »Vi har fået præciseret, at vi tager udfordringerne op med hensyn til globaliseringen. Men EU skal ikke være nogen militær supermagt«, sagde han. Nederlag til børnebande Opbakningen til Holger K. Nielsen blev et nederlag til den såkaldte børnebande, som blandt andet tæller Peter Goll, der er medlem af hovedbestyrelsen, og folketingsmedlemmet Morten Homann. De har arbejdet for, at partiet skal lægge vægt på, at det sikkerhedspolitiske arbejde skal foregå i NATO og ikke EU. »Jeg fik ikke min vilje, og det accepterer jeg. Men SF viste vilje til at løse fredsbevarende opgaver, og det er jeg glad for. Det er bare vigtigt, at vi stadig holder fast i en begavet EU-kritik, når det kommer til militær og det overforbrug, de har dernede«, siger Peter Goll, der understreger, at partiet endnu ikke har taget stilling til konkrete spørgsmål som, om det skal gå ind for en EU-hær. Det bliver til gengæld temaet, når SF til oktober holder et ekstraordinært landsmøde, der skal lægge kursen for partiets internationale politik. Med gruppeformand Aage Frandsen som stifinder stemte landsmødet sig igennem de 94 A4-ark med ændringsforslag, og kun et par gange måtte der fintælling til. I et tilfælde - om at styrke den europæiske offentlighed - tabte Holger K. Nielsen-fløjen med 89 stemmer mod 111. Der var tilløb til klapsalver efter vigtige afstemninger, men Aage Frandsen afbrød dem med en bemærkning om, at »det ta'r tid«. »Et skidegodt program« Der er meget klassisk socialistisk retorik i programmet, men det generer ikke partiformanden. »Det er rigtigt, som en delegeret sagde, at sådan taler vi jo ikke til hinanden. Men et principprogram skal omsættes og oversættes«, sagde Holger K. Nielsen. Men alt i alt blev det, som Niels Brixvold, delegeret fra Møn, udtrykte det »et skidegodt program«. Både de menige og partiledelsen fik det nogenlunde, som de ville have det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her