Problemet med ulovligt fældet russisk træ i Danmark er større, end man hidtil har troet, viser WWF-undersøgelse. De største importører herhjemme mener ikke, at særlig meget havner i Danmark. Rusland eksporterer store mængder af illegalt træ. Fra nogle områder er helt op mod 50 procent ulovligt fældet, og en del af det illegale træ havner i Danmark. Det viser WWF Verdensnaturfondens undersøgelse af tømmerhandlen fra Rusland til Danmark. 22 procent af verdens skov Rusland har ikke samme mangfoldighed af dyr og planter som tropiske træeksportører, men landet har 22 procent af verdens skovareal, og den illegale trafik koster ifølge Verdensbanken staten milliarder. Hugsten går desuden ud over truede arter som den sibiriske tiger og sneleoparden samt dyr som kravebjørn, moskushjort og bison. Ifølge Danmarks Statistik importerede vi i 2002 knap 223.000 kubikmeter russisk træ, men ifølge de russiske toldmyndigheder var der kun tale om 129.000 kubikmeter. »Forskellen skyldes formentlig, at eksportørerne deklarerer mindre til toldmyndighederne eller ligefrem smugler træet ud ved for eksempel at bestikke embedsmænd«, siger Jacob Andersen, kampagneleder i WWF Danmark, der er ved at færdiggøre undersøgelsen sammen med WWF Rusland. Tror ikke det er problem Ifølge undersøgelsen er de tre største danske importører af russisk træ DLH, IECD Timber, der blandt andet leverer til IKEA, og Limtræ Danmark under ITH Industri. Indkøber i ITH Svend Erik Jessen »tror ikke, at ITH har illegalt træ«. »Vi handler med seriøse leverandører, men man kan jo ikke gå ud i alle skovene og kontrollere, at der ikke fældes noget som helst ulovligt«, siger Jessen. Salgs- og marketingchef Christian B. Jensen fra IECD siger: »Vi følger tømmeret fra skov til slutbrugere med skrappe krav til dets oprindelse og mener ikke, at vi har noget ulovligt træ«. Miljøchef hos DLH Erik Albrechtsen vil ikke svare på, hvad virksomheden gør for at sikre sig mod illegalt russisk træ. »Vi venter på WWF's endelige rapport. Så skal vi nok kommentere den i det omfang, den måtte have med os at gøre«, siger Erik Albrechtsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























