En ny pædagogisk metode, der arbejder intensivt med familien, skal forebygge anbringelser og skabe mindre kriminalitet. Det er ved at gå helt galt med Dennis. Han er 14 år og lige blevet smidt ud af skolen, hvor han har truet de andre elever. Han ryger meget hash og blev for nylig grebet i småbræk i et villakvarter uden for Århus. Hans enlige mor og stedfaderen har givet op. Anbringelse uden for hjemmet - på et opholdssted for udad-reagerende unge er næste skridt, vurderer sagsbehandleren. Ny metode Men fra efteråret får socialkontoret en alternativ mulighed. Her starter en ny familiebehandlingsmetode i Århus Amt, der netop retter sig imod Dennis og ikke mindst hans familie. 'Multisystemisk terapi' - MST - hedder metoden, der er importeret fra USA, og bag det besværlige navn gemmer sig en metode, hvor man arbejder intensivt med den unge og hans eller hendes forældre. Lære at sætte regler Man giver magten tilbage til familien, forklarer Birgit Moselund, der er projektleder for Multisystemisk Terapi i Danmark. »Forældrene skal lære at sætte regler op for deres børn. Man ser på, hvem der bestemmer i familien, hvem der har hvilke roller. For eksempel kan man i en familie, hvor der er en enlig mor og en stedfar se på, hvem der har ansvaret for opdragelsen. Hvem sørger for, at den unge passer sin skole, sine fritidsinteresser? Hvem sørger for at skabe kontakt til de gode kammerater?«, siger Birgit Moselund. Sætte ind på mange fronter Ordet 'multisystem' henviser til, at man sætter ind på mange fronter i det unge menneskes liv - både i forhold til familien, kammeraterne, lærere eller andre nøglepersoner. Der er tale om korttidsterapi på mellem fire og seks måneder. Her arbejder en MST-terapeut intensivt med forældrene og i starten ofte hver dag og er tilgængelig i døgnets 24 timer. Men hvad kan man arbejde med, hvis familien nærmest er faldet fra hinanden i for eksempel vold og misbrug? »Der er altid noget at bygge på. Selv i de mest udsatte familier vil forældrene gerne have, at børnene har det godt«, siger Birgit Moselund, der har været på kurser og besøg i USA og i Norge, hvor metoden er meget udbredt. I Norge har man formået at halvere antallet af anbringelser og nedbringe ungdomskriminaliteten med en fjerdedel. Samme ambition har man i Århus Kommune. Her koster anbringelser uden for hjemmet årligt kommunen knap en halv million kroner pr. anbringelse. Et beløb der med multisystemisk terapi forventes at kunne komme helt ned på mellem 160.000 og 200.000 kroner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























