Ungdomspolitikeres racismedomme skærpet

Lyt til artiklen

Fire ungdomspolitikere fra Dansk Folkeparti fik fredag deres betingede domme for racisme skærpet i Østre Landsret. De fire blev i oktober i fjor i byretten i Hvidovre idømt syv dages betinget fængsel for at have overtrådt racismelovgivningen med en plakat vendt mod islam og muslimer. Østre Landsret hævede dommene til fjorten dages betinget fængsel. De fire ungdomspolitikere skal derudover betale sagens omkostninger. En af de dømte er folketingskandidat De dømte er landsformand for DFU Kenneth Kristensen, næstformand i DFU Morten Messerschmidt, den tidligere næstformand i DFU og nuværende folketingskandidat for Dansk Folkeparti Kenneth Pedersen Lambrecht samt det tidligere hovedbestyrelsesmedlem Per Ulrich Karpf, der nu har skiftet parti til Venstre. Den meget omstridte plakat blev i foråret 2001 bragt i et ungdomsblad og viste hætteklædte blodplettede mænd med Koranen i hånden. Teksten bestod blandt andet af ord som "massevoldtægt" og "bandekriminalitet". Formålet var ifølge Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) at advare mod, hvad der vil ske, hvis Danmark bliver et multietnisk samfund. Frihedsstraffe for racisme et særsyn Der er kun faldet frihedsstraf én gang før i en racismesag. For to år siden idømte Højesteret stifteren af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, syv dages betinget fængsel for at have lagt alle muslimer her i landet for had. I de øvrige knap 20 racismedomme i løbet af de seneste syv år har straffen været bøder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her