Socialdemokraterne vil begrænse indvandringen til Danmark for at få styr på integrationen af de udlændinge, der allerede bor her i landet, fremgår det af partiets nye integrationsudspil, der bliver præsenteret senere i dag. Derfor er Socialdemokraterne blandt andet klar til at fastholde regeringens stramninger, der skærpede det såkaldte tilknytningskrav for at opnå dansk statsborgerskab og indførte en 24-års regel for at stoppe tvangsægteskaber. Men Socialdemokraternes integrationsudspil bliver mødt af skepsis fra de andre partier i Folketinget. Mens Det Radikale Venstre kritiserer det socialdemokratiske udspil for at lefle for Dansk Folkeparti, så mener VK-regeringens støtteparti til gengæld, at udspillet vil »spole« udlændingepolitikken tilbage til før folketingsvalget. Konservativ kritik Men den konservative udlændingeordfører, Else Theill Sørensen, siger dog allerede nu, at "det er befriende, at Socialdemokraterne nu har indset, at man ikke integrerer udlændinge i Danmark ved at pakke dem ind i vat, misforstået godhed og omklamrende særbehandling". »Tænk, hvis Socialdemokraterne allerede for 10 eller 20 år siden var kommet til den erkendelse, som de er kommet til nu - og vel at mærke havde turdet indrømme det«, siger Else Theill Sørensen til Ritzau. Haarder i venteposition Socialdemokratiets tidligere regeringspartner, Det Radikale Venstre, mener imidlertid, at der blot er tale om »retoriske stramninger« i forhold til det kursskifte, socialdemokraterne indledte kort efter folketingsvalget i 2001. Integrationsminister Bertel Haarder (V) vil først læse Socialdemokraternes integrationsudspil, som officielt bliver præsenteret i eftermiddag, i sin helhed, før han vil kommentere det. Lykketoft: Bedre integration Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft mener, at Danmark har behov for et pusterum, når det gælder tilstrømningen af udlændinge til Danmark, men til gengæld skal der investeres langt mere i bedre integration af dem, der allerede er kommet. »Hvis vi skal løse de meget store integrationsproblemer, der stadig er hos indvandrere, som er kommet hertil med meget fremmedartet kulturel og religiøs baggrund, så er der brug for det pusterum, som afdæmpningen i tilgangen har givet«, siger Lykketoft til Ritzau. Socialdemokraterne erkender, at næsten alle regeringens stramninger er nødvendige »for at undgå tvangsægteskaber og evigtvarende integrationsproblemer«. Stadig knaster Socialdemokraterne er dog stadig modstandere af den periode på op til syv år, hvor flygtninge kan sendes hjem igen, hvis forholdene i deres hjemland pludselig bliver bedre. Den periode vil partiet have kortet ned, men Lykketoft mener ikke, at det socialdemokratiske udspil dermed i virkeligheden lægger op til flere udlændinge i Danmark. Socialdemokraterne tabte folketingsvalget i november 2001 på udlændingedebatten, og Lykketoft tror stadig, at den debat vil ligge højt på fremtidens politiske dagsorden. »Vores ambition er at bidrage til, at det ikke bliver stridspunkt nummer 1 i dansk politik i næste valg og næste valg igen«, siger Lykketoft.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























