I dag afprøver Beredskabsstyrelsen landets 1077 sirener klokken 12. Den årlige test skal minde befolkningen om, hvad sirenernes signaler betyder. Sirenerne er opstillet i alle byer med mere end 1000 indbyggere. De bruges som oftest ved større brande, hvor befolkningen skal gøres opmærksom på, at de skal holde sig indendørs på grund af giftige røggaser. Sirenerne afprøves hvert år den første onsdag i maj. Varslingssignalerne "Gå inden døre" og "Faren er forbi" vil blive afgivet. Først afgives "Gå inden døre" to gange og dernæst afgives "Faren er forbi" en gang. Begge signaler er af 45 sekunders varighed og kan høres både uden- og indendørs. Sirenerne afprøves hver nat uden lyd, men en gang om året demonstreres de med fuld lyd for at minde befolkningen om sirenernes lyd og betydning. I områder hvor de stationære sirener ikke dækker, har politiet mulighed for at anvende mobile sirener. De vil dog ikke blive afprøvet onsdag.
Sirener afprøves i dag
Lyt til artiklen