VK-ordførere: Sølle retspolitik

Lyt til artiklen

Ordførerne fra Venstre og de konservative undsiger begge regeringens retspolitik. Der er nemlig flere dømte på fri fod end bag tremmer. Til grin, siger K. Sølle, mener V. Venstre og de konservatives retsordførere sender nu begge en opfordring til den borgerlige regering. De føler, at retspolitikken er tæt på at være til grin, fordi flere dømte er på fri fod end bag tremmer. Der er ganske enkelt ikke plads i landets fængsler. Helge Adam: Vi er til grin »Det er ikke bare nok, at folk bliver anholdt af politiet og dømt. De skal også afsone deres straf. Ellers er det lidt til grin. Jeg mener: I øjeblikket dømmer vi folk og så sender vi dem hjem igen«, siger den konservative Helge Adam Møller. Den seneste opgørelse viser, at 4.086 dømte er på fri fod, mens kun 3.600 er bag tremmer. Tallene vil stige, fordi den borgerlige regering har sat straffene i vejret. »En af de store mærkesager for Venstre og de konservative er, at vi ønsker en anderledes stram retspolitik end den gamle regering. Derfor bliver regeringen altså nødt til - medmindre den vil skifte retspolitik - at skaffe pengene«, lyder det fra de konservatives ordfører. Skal højere op Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech undsiger på samme facon regeringen. »Det er meget sølle af den borgerlige regering. Jeg er meget utilfreds. Det har jeg gjort opmærksom på i lang tid på allerhøjeste sted. Vi kan ikke være det bekendt«. Men der er ikke sket noget ? »Jeg kan kun sige det, jeg siger nu. Jeg kan jo ikke begå indbrud for at skaffe pengene, vel? Det kan jeg jo ikke i min stilling«. Hvad synes du om justitsministerens indsats? »Kritikken skal ekspederes derhen, hvor jeg har ekspederet den hen. Og det er højere oppe i systemet«. Er det omkring finansministeren? »Ja, det er nok deromkring. Jeg støtter justitsministeren. Hun har gjort, hvad hun kunne sammen med mig, men vi to skrappe damer kan åbenbart ikke trænge igennem. Det er sagt klart - også højere oppe end finansministeren - fra min side«, siger Rønn Hornbech Handling nu! Det nuværende forlig omkring fængslerne løber til udgangen af året. Men så lang tid kan man næppe vente, fordi med regeringens højere straffe vil der komme endnu flere, som skal afsone. Derfor forlanger de borgerlige partier handling nu: »I første omgang til nogle midlertidige pladser, som man kan skaffe i løbet af nogle måneder, og så på længere sigt få bygget et fængsel yderligere, så der bliver plads til de dømte. Stigningen er jo permanent«, siger Helge Adam Møller. Ingen ansøgning fra Justistsministeriet Venstres finansordfører Kristian Jensen vil ikke røre på sig, før han får nye meldinger fra Justitsministeriet. Ifølge ham, så har Justitsministeriet ikke bedt om en særbevilling. »Tidligere har de sagt, at der ikke er behov for flere ekstra pladser end dem, der allerede er planlagt. Jeg må holde fast i, at der er planlagt flere pladser, så vi kan få flere bag tremmer. Og så lang tid, jeg ikke hører andre signaler fra Justitsministeriet, så forholder jeg mig i ro«, siger Kristian Jensen. Der er i 2003 taget over 100 flere pladser i brug i forhold til sidste år, og der vil senere på året blive åbnet yderligere cirka 75 pladser. På onsdag mødes partierne i Folketinget med justitsminister Lene Espersen (K) om de kaotiske forhold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her