For mange danskere går med gebis

Lyt til artiklen

Ældre og midaldrende danskere har fire gange større risiko for at ende med gebis end svenske ligemænd og -kvinder. Offentlige tandlæger i Danmark opfordrer derfor regeringen til at tilbyde voksne et offentligt tandlægetilbud. Der er fire gange så stor risiko for at finde et gebis i munden på en 60-årig dansker som på en 60-årig svensker. Det viser en undersøgelse foretaget af danske og svenske forskere. Tandlægernes Nye Landsforening (TNL), som organiserer størstedelen af de offentlige tandlæger i Danmark, ser en direkte sammenhæng mellem undersøgelsens resultater og den svenske Folketandpleje, der fungerer i offentligt regi. Derfor mener TNL, at regeringen bør give voksne danskere mulighed for at vælge en kommunal tandlæge frem for en privat. »Det svenske system er det danske overlegent. I Danmark kommer omkring 25 procent af alle voksne danskere ikke regelmæssigt til tandlæge, og vi tror på, at et offentligt tilbud kunne afhjælpe problemet«, siger Thomas Mosfeldt Laursen, sekretariatschef i TNL. Siden Anden Verdenskrigs afslutning har svenskerne haft et offentligt alternativ til de private tandlæger, og det har betydet, at tandsundheden er kommet frem i bevidstheden hos almindelige svenskere, mener en af forskerne bag undersøgelsen. Han anbefaler varmt den svenske model. Forskellige tilskud »Svenskerne går sjældnere til tandlæge end danskerne, alligevel har færre ældre svenskere gebis. En offentlig tandpleje til voksne i Danmark vil være meget værdifuld«, vurderer Sigvard Palmqvist, der gør opmærksom på, at de forskellige tilskudsordninger i de to lande også har afgørende betydning for tandsundheden. I Sverige blev der indtil for fem år siden givet store tilskud til større indgreb som kroner og broer. Derfor har ældre svenskere kunnet beholde deres egne tænder i modsætning til danske ældre, som af økonomiske årsager har fået tænderne hevet ud. Ingen beviser Formanden for Dansk Tandlægeforening, der organiserer 3.400 private tandlæger i Danmark, er ikke enig i TNL's vurdering af de danske problemer. »TNL ønsker selvfølgelig at få flere kunder over i offentligt regi, men der er ingen beviser på, at en offentlig tandpleje fremmer tandsundheden«. »Derimod ved vi fra forsøg i Ballerup, at prisen for et tandlægebesøg har stor betydning. Derfor skyldes undersøgelsens resultater primært de forskellige tilskudsordninger«, forklarer Per Gaunø Jensen. Børn i privat regi Regeringen arbejder i øjeblikket på at give forældre mulighed for at trække deres børn ud af den kommunale tandpleje og med over i private tandlægestole, mod at de selv betaler 35 procent af regningen. »Det er jo en skjult skattestigning. Hvis ikke et offentligt tandlægetilbud bliver en realitet, også for voksne, viser det, at regeringen vil gennemføre deres ideer af ideologiske årsager - og ikke af hensyn til tandsundheden, og det er dybt problematisk«, mener Thomas Mosfeldt Laursen. Per Gaunø Jensen understreger, at Dansk Tandlægeforening ikke ønsker, at børn skal hives ud af den kommunale tandpleje og over i privat regi. Struktur undersøges »Den nuværende model, hvor kommunale tandlæger tager sig af børn og unge, og private praksis efterser de voksnes tænder fungerer rigtig godt«, siger han. En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen ser i øjeblikket på de eventuelle problemer, der måtte være ved tandplejens nuværende struktur. Formålet er at fremkomme med løsningsforslag, der skal udbedre de problemer, der måtte være.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her