En 34-årig mand lod sig indlægge frivilligt på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling. Han kom til at ligge fastspændt i 74 døgn. 22. oktober sidste år lod en 34-årig mand, der siden drengeårene havde været psykisk syg, sig frivilligt indlægge på den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital i København. Han var opkørt, anspændt og talte hurtigt og forklarede, at han i længere tid ikke havde haft råd til at købe den medicin, som kunne holde ham væk fra den psykotiske tilstand, som han ofte havde været i. Modsatte sig fiksering efter få timer Fem dage senere havde han ikke fået det bedre, men var kaotisk og højtråbende og havde vrangforestillinger. Han tog derfor mod personalets forslag om at blive bæltefikseret. Men han havde ikke forestillet sig, at fastspændingen med bælte og remme skulle fortsætte i næsten 74 døgn. »Jeg har set folk ligge længe i bælte, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv skulle komme til at ligge så længe«, siger den 34-årige mand, der allerede efter få timer modsatte sig bæltefikseringen. Han har netop fået en afgørelse fra Patientklagenævnet ved Københavns Overpræsidium, som godkender de første 12 dages bæltefiksering. Men som samtidig fastslår, at betingelserne for at fastspænde patienten ikke længere var til stede, da patienten efter de 12 dage var blevet mere rolig og i et par dage ikke havde været aggressiv eller voldelig. »Denne dag burde (der) have været gjort forsøg på at bringe tvangsfikseringen til ophør«, skriver nævnet, der dermed underkender 62 dages fastspænding. Tavshedspligt Overlæge Munthe Suensson siger, at han efter hospitalets regler ikke må udtale sig om afgørelsen, som hospitalet kan anke til det statslige patientklagenævn. Overlægen har over for patientklagenævnet sagt, at han var enig i, at bæltefikseringen havde været meget langvarig, men det var nødvendigt for at beskytte personalet, og at »der i øvrigt samtidig havde været en anden patient, der lå længere i bælte«. Længste fiksering Den 34-årige blev løsnet fra bæltet 8. januar. Det skete, efter at han havde modtaget 11 behandlinger med elektrochok. Sundhedsmyndighederne fører ikke statistik over ulovlige bæltefikseringer, men med 62 dage er der formentlig tale om den længste periode, som er blevet underkendt. »Vi har også underkendt langvarige fikseringer, men jeg kan ikke erindre, at vi har været så langt oppe som over 60 dage«, siger specialkonsulent Thomas Anker-Møller fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























