V og K i dybere parkrise

Venstres Jens Rohde vil ikke kaldes Socialdemokrat. - Foto: Toke Hage Dragsbæk
Venstres Jens Rohde vil ikke kaldes Socialdemokrat. - Foto: Toke Hage Dragsbæk
Lyt til artiklen

Regeringspartierne Venstre og de konservative er på ny ved at bevæge sig ud i en samlivskrise. Venstres top er så træt af at høre om konservative mindreværdskomplekser. »Man skal hele tiden høre på, at Venstre er det ene og Venstre er det andet. Vi er hovne, arrogante, og vi er socialdemokrater. Jamen, kære venner: Så find da på noget andet at lave, hvis I har det så dårligt«, siger Jens Rohde. Konservativ kampagne Udfaldet kommer efter, at den konservative vicestatsminister Bendt Bendtsen i forbindelse med en konservativ kampagne på Fyn mandag udtalte sig kritisk om Venstre. Bendt Bendtsen sagde ifølge Fyens Stiftstidende: »Spørger du mig direkte, må jeg nok mene, at Venstre er blevet lidt svag i koderne, hvad angår de borgerlige synspunkter, og at partiet i øjeblikket er blevet Socialdemokratiet plus-minus 10 procent. Det er os, der garanterer for regeringens borgerlige spor«. Vil ikke kaldes Socialdemokrat Udfaldet er opsigtsvækkende, fordi det kommer fra vicestatsministeren i regeringen. Og så er det bemærkelsesværdigt, at angrebet kommer efter på to ugers skænderier mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K). Jens Rohde er træt af de evindelige trakasserier. »Jeg kan ikke finde noget værre, end at skulle blive kaldt Socialdemokrat. Det synes jeg Bendt Bendtsen skulle huske«. Hvad mener du med det? »At det ikke er det mest smarte. Vi andre skal give plads til de konservative. Jamen, altså. Vi bestiller ikke andet end at holde hånden op under dem. Når de har dårlige meningsmålinger siger vi, at det er ufortjent. Jeg forsøger at hjælpe justitsminister Lene Espersen i Ekstra Bladet. Jeg gør alt for at behandle dem pænt«, siger Rohde. »Skarp retorik « Videre fortæller han, at de konservative kommer med det ene urealistiske forslag efter det andet. Jens Rohde nævner som eksempel Bendt Bendtsens forslag om at skære i overførselsindkomsterne og i stedet bruge pengene til skattelettelser. »Han kan lige så godt sige, at han vil privatisere månen. For han får det aldrig gennemført alligevel«, siger Rohde. Det lykkedes sent tirsdag aften ikke at få en kommentar fra Bendt Bendtsen, men via sin pressechef meddelte Bendtsen følgende om sin udtalelse i Fyens Stiftstidende: »Har jeg virkelig sagt det! Retorikken har nok været lidt skarp efter et par lange kampagnedage«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her