Lykketoft lover mere velfærd

Lyt til artiklen

Kampen imod arbejdsløshed og for mere offentlig velfærd var hovedtemaet i den socialdemokratiske formand Mogens Lykketofts 1. majtale. »At bekæmpe arbejdsløshed er at bekæmpe ulighed og bane vej for at kunne handle og vælge. Det er ubehageligt igen at se arbejdsløsheden stikke sit grimme ansigt frem«, sagde Lykketoft til morgen i Hedehusene. 'Kamp for velfærdssamfundet' Han understregede, at Socialdemokraterne skal værne om borgernes ret til at være forskellige og til at have individuelle behov. Men også at det stadigvæk skal være det offentlige, som servicerer folks vidt forskellige ønsker. »Jeg tror, at den vigtigste kamp, vi skal kæmpe i de kommende måneder og år er imod dem, der vil et helt andet samfund end velfærdssamfundet«, sagde han. »Den danske befolkning ønsker ikke at få mere at snolde for i skattelettelser, når det giver dårlige velfærdsydelser. Folk vil hellere have en bedre folkeskole og bedre daginstitutioner end lidt ekstra på børnechecken«, sagde Lykketoft. Auken: Politik er blevet tilskuersport Tidligere miljøminister Svend Auken (S) talte om magt og magtesløshed, da han indledte sin 1. maj i Århus Kongreshus sammen med et par hundrede partifæller. »Politik er blevet en tilskuersport, hvor det er svært at fatte sympati for spillet og spillerne«, sagde Svend Auken og nævnte eksempler på befolkningens manglende forståelse for både internationale og nationale politiske beslutninger. »Hvorfor er der brugt ufattelige summer på en Irakkrig i stedet for at bruge pengene til at skaffe rent vand og elektricitet til verdens fattige befolkning? Og hvorfor gør den nuværende regering ikke noget ved den stigende arbejdsløshed herhjemme«, spurgte han. Holger K. kritiserer Bush SF's formand, Holger K. Nielsen, slog de internationale toner an i sin 1. maj-tale med kritik af USA og den amerikanske præsident, George W. Bush's, Irakkrig. »Bush vil fastholde den politiske og økonomiske magt over Irak. Han vil fastholde magten over Iraks enorme olieressourcer og magten over den økonomiske genopbygning. Som gribbe flyver de amerikanske selskaber over det døde bytte - parat til at slå ned, når der opstår en mulighed«, sagde Holger K. Nielsen. 'Følgagtig Fogh en skændsel' Han beskyldte USA for at undergrave FN og den internationale retsorden - og den danske regering for at medvirke hertil. »Vi har en borgerlig regering, som lægger sig i støvet for den amerikanske politik. Vi har en statsminister, som agerer nyttig idiot når som helst, der er lejlighed til det. Denne følgagtighed er en skændsel«, sagde Holger K. Nielsen. LO-Hans langer ud efter regeringen LO's formand Hans Jensen langer hårdt ud efter regeringen i sin 1. maj tale. »Jeg er lidt i tvivl om, vi har en regering i øjeblikket. Det synes, som om den har mere travlt med at lave film og markedsføring, end den har med at regere. Vi har fået flere arbejdsløse, der er flere på overførselsindkomst, og der er kommet færre i arbejde. Den offentlige økonomi har det dårligere, og vi kommer alle til at mærke store nedskæringer i den offentlige service. Men hvad gør regeringen ved alt det? Ingenting - lader stå til«, siger Hans Jensen. Kritik af beskæftigelsespolitik LO-formanden kritiserer især den borgerlige regerings beskæftigelsespolitik eller mangel på samme. »Regeringen er langt fra at nå de beskæftigelsesmål, som er forudsætningen for, at vi kan bevilge hinanden skattelettelser«, siger Hans Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her