Reel fartgrænse er 140 km/t

Lyt til artiklen

Regeringen hæver fartgrænsen på motorvejene til 130 km/t og indfører større bøder og mere kontrol. Alligevel risikerer bilisterne først bødestraf ved 140 km/t, for politiet ignorerer de små lovbrud. Kør 140 km/t og slip for bøden. Sådan bliver virkeligheden for danske bilister, når regeringen om et år hæver fartgrænsen på motorvejene til 130 km/t. »Vores erfaring er, at en bilist skal køre endog meget for stærkt på en motorvej, før politiet tager ham. Derfor bliver den reelle fartgrænse højere, end politikerne forestiller sig. Fremover vil bilisterne kunne køre 140 km/t uden at få bøde«, siger Lars Ellegaard, juridisk chef i FDM. Tolerance for fartsyndere Direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed René la Cour Sell er enig. »Den reelle fartgrænse bliver omkring 140 km/t, fordi politiet udviser så stor tolerance over for fartsyndere. Og da der er en klar sammenhæng mellem risikoen for at blive fanget og lysten til at overholde fartgrænsen, så vil hastigheden stige voldsomt med flere dræbte og kvæstede som konsekvens«, siger han. Ifølge chefpolitiinspektør Mogens Wilbert fra Rigspolitiets færdselsafdeling skriver politiet først en bøde, når motorvejsbilisten overskrider fartgrænsen med over ti kilometer i timen. Udstyr med fejlmargin Dertil kommer, at politiets måleudstyr har en indbygget fejlmargin på tre procent for at sikre, at ingen uskyldige får bøde - kører bilisten eksempelvis 134 km/t, viser apparatets display 130. »Jeg har aldrig set en politirapport, hvor en bilist har fået bøde for at køre ti kilometer for hurtigt på en motorvej«, siger Mogens Wilbert. »Vi skal ikke fiske med et alt for fintmasket net. Hvis vi lægger mere vægt på små fartoverskridelser, får vi mindre tid til at sætte efter de bilister, der kører rigtig stærkt«, siger han og tilføjer, at politiet ingen aktuelle planer har om at ændre kurs. Sidste uge blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at hæve fartgrænsen på de fleste danske motorveje fra 110 til 130 km/t. Det medførte massiv kritik fra eksperter og opposition. Vil skride hårdere ind Forligspartnerne forsvarede sig med, at fartgrænsen sagtens kan sættes op, uden at trafiksikkerheden går fløjten. Det væsentligste argument var, at man fremover vil skride hårdere og hurtigere ind over for bilister, der ikke overholder reglerne. Helge Adam Møller (K), tidligere formand for Folketingets Færdselssikkerhedskommission, tror ikke, at »der vil være stor forståelse for, at man får bøde for at køre 132 km/t på en sekssporet motorvej i strålende dagslys«. Skal politiets tolerance fortsat være på ti km/t?

»Jeg skal ikke lægge mig fast på, hvad den skal være. Det må politiet selv gøre. Jeg synes, politiet fortsat skal udvise en smule tolerance og ikke knalde folk, der kører tre-fire-fem kilometer for hurtigt. Det er min holdning«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her