FN-lejre skal løse asylproblem

Asylansøgere skal vente på at få deres asylansøgning behandlet i lejre i nærområdet og ikke i lejre som denne i Hanstholm. Arkivfoto: Rasmus Baaner.
Asylansøgere skal vente på at få deres asylansøgning behandlet i lejre i nærområdet og ikke i lejre som denne i Hanstholm. Arkivfoto: Rasmus Baaner.
Lyt til artiklen

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter regeringens planer om at oprette FN-flygtningelejre, der skal tage sig af asylbehandlingen. Dansk Flygtningehjælp er skeptisk. Det danske asylsystem har spillet fallit, når regeringen har svært ved at sende afviste asylansøgere tilbage til deres hjemlande, mener Venstres medlem af Folketingets Indfødsretsudvalg, Eyvind Vesselbo. Han er frustreret over, at der ved politiets seneste opgørelse 28. februar i år var 2.751 afviste asylansøgere i Danmark, hvoraf de 856 nægter at rejse hjem frivilligt. Samtidig er mange lande modvillige til at tage imod deres egne statsborgere, hvilket sammenlagt betyder, at politiet har problemer med at sende 80 procent af de afviste asylansøgere hjem. Ifølge Eyvind Vesselbo er det baggrunden for, at Danmark er gået sammen med Storbritannien og Holland om at forsøge at oprette særlige FN-lejre i nærheden af de lande, som flygtningene kommer fra. Flygtningene skal så søge om asyl i disse lejre frem for at forsøge at komme ind i EU-landene. Kun de, der får asyl, skal have lov at komme ind. Intern diskussion Diskussionen om disse lejre har længe været ført internt i Venstre, men også Storbritanniens premierminister, Tony Blair, har haft samme tanker. Allerede i februar kontaktede den britiske regering flygtningeminister Bertel Haarder (V) for at diskutere idéen. Foreløbig har det ført til nogle møder på embedsmandsniveau, men diskussionerne foregår stadig på et indledende niveau, og ingen ved endnu, om idéen konkret bliver til noget. Vesselbo optimist Men Venstres Eyvind Vesselbo er optimistisk. »Idéen er at hjælpe de flygtninge, der har mest brug for det, og samtidig få stoppet industrien med menneskesmugling«, siger han. Han forestiller sig, at asylansøgere i Danmark skal sendes ned til disse lejre og afvente deres asylsagsbehandling dér. Samtidig skal de lande, der huser lejrene, have økonomisk hjælp, så de ikke bliver belastet. Opbakning fra Kornø Rasmussen Idéen bliver bakket op af økonomen Hans Kornø Rasmussen, der har skrevet flere bøger om flygtninge. »Det er ikke kun et problem i Danmark, men i flere europæiske lande, at afviste flygtninge ikke vil tage tilbage. Ingen kan i dag svare på, hvordan man løser det problem. Derfor er det værd at prøve idéen om at oprette disse lejre - også selv om det formentlig bliver svært i forhold til de lande, lejrene skal ligge i«, siger han. S og DF positive Også Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er positive. »Vi har altid ment, at det er godt at støtte flygtningene i nærområderne, så de hurtigt kan vende hjem igen. Hvis FN får etableret nogle lejre med ordentlige forhold, og tingene virker, kan vi også se på, om asylansøgere i Danmark skal sendes til lejrene for at få behandlet deres ansøgninger dér. Men tingene skal foregå i den rækkefølge og ikke omvendt«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen. Dansk Flygtningehjælp skeptisk Derimod er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, delt. »Det er godt at hjælpe i nærområderne. Men jeg bryder mig ikke om, at vi også skal sende asylansøgere i Danmark tilbage til lejrene. Det er det første, der skal være fokus på, ikke det sidste«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her