Et flertal af danskerne mener, at det er forkert at bringe reklamer for alkohol på tv, viser en Vilstrupmåling. Siden årsskiftet har TV 2 vist reklamer for alkohol, men ifølge bryggerierne får reklamerne ikke danskerne til at drikke mere. Et er at have et omfattede og åbenlyst forbrug af alkohol. Noget andet er at blive opfordret til at drikke mere. For danskerne er der en forskel. I hvert fald er der i befolkningen flere modstandere end fortalere for de alkoholreklamer, som siden årsskiftet har kunnet ses på dansk fjernsyn. 46 procent mod reklamer Et rundspørge, som analyseinstituttet Vilstrup har foretaget for Politiken, viser, at mens 46 procent mener, at det ikke er i orden at bringe reklamer for alkohol på tv, accepterer 37 procent, at de er der. Samtidig mener 62 procent af danskerne, at alkoholreklamerne - når de nu er der - skal begrænses til helt særlige tidspunkter. Danskerne er længe blevet bombarderet med reklamer for øl, spiritus og de såkaldte 'ready-to-trink'- (RTD) produkter i biografen og på de britisk baserede tv-stationer TV3 og TvDanmark1. Mangeårigt forbud Men i et nyt medieforlig ønskede regeringen sidste år at liberalisere reklamereglerne, så det nu også er muligt for TV 2 at bringe reklamefilm for alkohol og håndkøbsmedicin. Dermed skulle TV 2 kunne få 30-50 millioner kroner mere ind i reklameindtægter. Mangeårigt forbud I mange år lykkedes det ellers politikerne at opretholde et reklameforbud mod alkohol på dansk tv, først og fremmest fordi et flertal mente, at det var problematisk at reklamere for alkohol på et så slagkraftigt medie som tv, når så mange danskere kæmper med et alkoholmisbrug. TV 2 er i gang med at opdyrke det nye reklamemarked, og selv om programfladen endnu ikke ligefrem er plastret til med reklamer for alkohol, er TV 2's salgs- og marketingdirektør Flemming Rasmussen ganske tilfreds. TV 2's reklameomsætning er steget med 2-3 procent efter liberaliseringen. Flere alkoreklamer Alt tyder dog på, at antallet af alkoholreklamer på tv vil stige kraftigt. Inden for alle andre medier er markedsføringen af alkohol nærmest eksploderet - herhjemme er antallet af annoncer for de alkoholiske sodavandsprodukter som Smirnoff Ice, Barcardi Breezer og X-ider steget med 250 procent i årets første måneder set i forhold til samme periode sidste år. Markedsføringen har indtil videre været koncentreret om aviser, tilbudsaviser, biografannoncer og busser. Påvirkede danskere Flemming Rasmussen mener ikke, at TV 2 vil gøre den store forskel, når det gælder alkoholproducenternes kamp for at indynde sig hos danskerne: »Indtil nytår blev danskerne i forvejen påvirket af alkoholreklamer i de fleste andre medier. Derfor mener jeg ikke, at det gav mening at opretholde et forbud på TV 2. Det var konkurrenceforvridende«, siger Flemming Rasmussen. Bryggerierne: Reklamer øger ikke forbrug Bryggerierne er de alkoholproducenter, som bruger flest penge på at overbevise danskerne om at købe deres produkter. Og ifølge Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, får reklamerne ikke forbruget til at stige. »Vi mener med god grund at kunne sige, at det nu er veldokumenteret, at alkoholreklamerne ikke påvirker det generelle forbrug. Det, som markedsføringen gør, er at påvirke markedsandele mellem producenterne, og så kan det fastholde og udbygge mærkevarer. Da Finland i 1997 liberaliserede sine regler, så det blev lovligt at reklamere for alkoholprodukter under 22 procent, faldt forbruget af øl rent faktisk«, siger Niels Hald. Bryggeriforeningen har dog vedtaget særlige markedsføringsregler, som blandt andet forbyder, at reklamer for øl retter sig direkte mod børn og unge. Positiv effekt på unges forbrug En undersøgelse fra Irland konkluderer nemlig, at alkoholreklamer giver de unge positive forventninger og holdninger til alkohol. Andre undersøgelser viser, at positive forventninger til alkohol har en effekt på unges alkoholforbrug. »Det tyder på, at alkoholreklamer kan være med til at øge forbruget«, mener seniorkonsulent ved Center for Forebyggelse under Sundhedsstyrelsen, Kit Broholm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























