Udenrigsministeriet har ignoreret et ønske fra Statsministeriet om at køre Danmarks EU-ambassadør i stilling til en toppost i EU's ministerråd. Konflikten mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet stikker langt dybere, end tv-dokumentaren 'Fogh bag facaden' viser. Danmark risikerer at gå glip af en international toppost i EU på grund af uenighed mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Sendt til Rom Sagen drejer sig om den danske EU-ambassadør, Poul Skytte Christoffersen, der er blevet udråbt som embedsmanden, der fortjener størst ære for den historiske østudvidelse under sidste års EU-formandskab. Stik imod et ønske fra Statsministeriet - og Skytte selv - har Udenrigsministeriet afvist at lade ham blive siddende i Bruxelles med det formål at gå efter posten som vicegeneralsekretær i EU's ministerråd. I stedet bliver han nu Danmarks ambassadør i Rom. Dermed står Danmark uden reelle chancer, hvis posten, som højre hånd for EU-udenrigskoordinator Javier Solana, bliver ledig. 'For loyal Kilder tæt på sagen mener, at Poul Skytte Christoffersen er blevet straffet for at have været for »loyal« over for Statsministeriet. En slags tak for sidst, fordi Udenrigsministeriet ikke har fået tilstrækkelig med anerkendelse for formandskabet. »Formandskabet var præget af det dårlige humør i Udenrigsministeriet og det eklatant dårlige forhold til Statsministeriet. Forklaringen må være, at Udenrigsministeriets ledelse ikke føler, at den har fået tilstrækkelig med ære for det årelange og solide arbejde med udvidelsen«, siger en af de embedsmænd, der var centralt placeret under EU-formandskabet. UM afviser blankt Denne udlægning afvises kategorisk af Udenrigsministeriets direktør, Friis Arne Petersen. »Stillingen i ministerrådet er ikke ledig, og om den bliver det, ved vi ikke. Desuden har Skytte siddet i otte og et halvt år som EU-ambassadør. Det er exceptionelt lang tid, og han har før jul udtrykt ønske over for mig om, at han gerne ville til Rom«. Det beslutter UM selv Om drøftelserne med Statsministeriet siger Friis Arne Petersen: »Min kollega i Statsministeriet har gjort det meget klart, at han synes, at Udenrigsministeriet selv skal træffe den slags beslutninger«. Udenrigsministeriet er under et stort pres med et sparekrav på 110 millioner kr. I yderste konsekvens står man foran at fyre hver tiende af de godt 2.100 medarbejdere. Finansministeriet har iværksat to undersøgelser, der skal gå Udenrigsministeriets økonomi og administration efter i sømmene. Helveg bekymret Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (S) begræder fremtidsudsigterne for sin gamle arbejdsplads, hvis anstrengte forhold til Statsministeriet forleden blev udstillet i tv-dokumentaren 'Fogh bag facaden'. »Finansministeriet løber med alle pengene, mens Statsministeriet stjæler det politiske indhold. Jeg frygter, at udenrigstjenesten ender som et Føtexministerium, der slet ikke kan leve op til regeringens løfter om en aktivistisk, dansk udenrigspolitik«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























