Lyntest afslører demens

Lyt til artiklen

Højtlæsning på tid fra en planche med symboler kan fortælle lægerne, om demenssygdommen Alzheimer's er under opsejling hos en patient. Svenske forskere har med amerikansk og dansk assistance udviklet en test, der angiveligt kan afsløre, om et menneske er ved at få demenssygdommen Alzheimers. Tager et minut Tidlig diagnostik er meget væsentlig, blandt andet fordi de nuværende medicintyper kun virker på patienter i sygdommens begyndelse. Testen beskrives som unik. Den kan udføres på omkring et minut og kræver ingen kostbare eller komplicerede hjælpemidler. »Testen er uhørt følsom og stabil. Jeg kan som læge lynhurtigt se for mig, hvordan patientens isse- og tindingelapper fungerer«, siger den ene af testens to svenske ophavsmænd Lennart Minthon, docent og chefoverlæge ved den neuropsykiatriske klinik ved universitetssygehuset MAS i Malmö, til bladet Alzheimertidningen. 40 symboler Testen, der er døbt Alzheimer's Quick Test (AQT), går ud på at patienten så hurtigt som muligt skal 'læse' 40 symboler og fortælle, hvad han eller hun ser: »Blå streg, rød firkant, sort cirkel, gul trekant« osv. Testen er baseret på geometriske symboler i forskellige farver og konstrueret så enkelt og dog så sindrigt, at gennemlæsningen af symbolerne vil give et fingerpeg om, hvorvidt patienten er i en tidlig fase af Alzheimer's eller ej. »En rask person skal klare testen på et minut. Læser nogen på mellem 60 og 70 sekunder, må vi spørge os selv, om den person er ok. Der kan være naturlige forklaringer, men ved en læsetid på mere end 70 sekunder ringer advarselsklokkerne definitivt«, siger Minthons kollega, docent Siegbert Warkentin. Den amerikanske logopæd Elisabeth H. Wiig og den danske overlæge Niels P. Nielsen har været med til at udvikle AQT, som er patenteret og i dag ejes af The Psychological Corporation i USA. Ifølge Alzheimertidningen har amerikanske læger brugt testen siden oktober-november 2002, og netop nu forberedes udgivelse af en nordisk udgave til publikation i foråret. Farver og former Professor Gunhild Waldemar, Rigshospitalets Hukommelsesklinik, siger til Politiken, at testen ikke anvendes i Danmark, men at hospitalet nu vil kigge nærmere på den. »I og med at testen ikke benytter sig af ord men af symboler, farver og former, har den potentialet til at blive anvendt på internationalt plan. Den test, vi benytter i Danmark, MMSE-testen, har den svaghed, at den er for nem, og derfor kan give et misvisende bud på, hvor langt henne i demensen patienten virkelig er. Den er ikke god nok til tidlig demenspåvisning, som den nye test muligvis er. Men man skal bare gøre sig klart, at disse kviktests aldrig kan stille en diagnose i sig selv. Testene kan derimod godt give et fingerpeg om, hvorvidt man skal gå videre med at diagnosticere patienten«, siger Gunhild Waldemar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her