Fire ud af ti mænd drak for meget i påsken

Lyt til artiklen

Mænd drikker klart flere genstande end kvinder i løbet af en uge. Og en meget stor del af mændene er desuden slemme til at drikke over de 21 genstande, de ifølge Sundhedsstyrelsen burde holde sig inden for. Sådan ser billedet ud, efter at Politiken bad læserne om i påskeugen at tælle antallet af nedsvælgede alkoholiske stimulanser. I hvert fald når det er højtid i Danmark, vejret er smukt, og de rødternede duge lokker med kolde snaps, kølige bajere eller tempereret vin. Knap 3.000 reagerede på Politikens opfordring. Ikke alene talte de genstande - de returnerede også resultatet til Politiken i den forgangne uge. Fire ud af ti drak mere end anbefalet Undersøgelsen viser, at mænd mellem 20 og 35 år, som drak over genstandsgrænsen, udgjorde 13 procent af alle deltagere i undersøgelsen. Eller sagt på en anden måde: Hver ottende af alle deltagere i testen var en yngre mand, der drak over de anbefalede niveauer. Samme udbredelse af 'grænseoverskridende' drikkeri ses i gruppen af mænd på 36 år og derover. Samlet set drak fire ud af ti mænd over 20 år over den anbefalede grænse i højtidsugen. Til gengæld holdt omkring hver tiende mand sig under ti genstande. Også kvinder Blandt kvinderne var indtaget af påskealkohol også markant: Otte procent - eller cirka hver 13. person i undersøgelsen - var en kvinde over 36 år, der drak 11 genstande eller derover. Igen kan tallene genfortælles på en anden måde: Fire ud af ti kvinder lå i det betænkelige niveau på 11-21 genstande. Man kan dog ikke ud fra opstillingen se, hvor mange der lå lige under genstandsgrænsen på 14 om ugen, og hvor mange der lå over. Kvinder, der drikker over mandekvoten på 22 genstande, er mere sjældne. Men bag tallene ligger trods alt alligevel det faktum, at omkring hver tiende deltagende kvinde i testen drak over mændenes (!) anbefalede dosis. Undersøgelse med kommentarer Undersøgelsen blev til ved, at Politiken trykte et skema i avisen, som man kunne have liggende på bordet påsken igennem. Og desuden bragte Politiken skemaet på websitet www.politiken.dk/danmarkdrikker. På papirversionen havde vi givet læserne mulighed for kommentarer. Her skrev én læser blandt andet, at genstandstælleren havde gjort ham opmærksom på, at påsken havde været rigelig 'våd'. Han havde drukket 34 genstande. »Nu skal flasken skiftes ud af vandpokalen«, skrev han. I forbindelse med testen udlovede vi præmier til de læsere, der turde vedlægge navn og adresse. Det bliver dog lidt svært at præmiere nogen, idet kun én bidragyder turde stå åbent frem - måske siger det også noget om, at alkoholvaner stadig i et vist omfang er tabubelagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her