Rygerlunger dræber hver dag ti danskere

Lyt til artiklen

Rygerlunger er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, og hvert år koster sygdommen samfundet 600 millioner kroner alene i hospitalsindlæggelser, viser en ny rapport. Langsom kvælning. Sådan beskriver landets lungeeksperter den død, som omkring 3.500 danskere hvert år må lide. Kvælningsdøden er den dramatiske konsekvens af rygerlunger - eller Kronisk Obstruktiv Lungelidelse (KOL) - som op imod 200.000 danskere lider af. Hver tiende dødsfald relateret En rapport, som Statens Institut for Folkesundhed offentliggør torsdag, viser, at folkesygdommen dræber næsten tre gange så mange som for godt tredive år siden. Til de 3.500 dødsfald, som er direkte relaterede til rygerlunger, kommer omkring 2.200 tilfælde, hvor lungelidelsen er medvirkende dødsårsag. Det betyder, at rygerlunger i dag har en finger eller mere med i spillet ved hvert tiende dødsfald. »Rygerlunger er den eneste af de store kroniske sygdomme, der er i stigning. Det er både usædvanligt og alarmerende«, siger seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed, Knud Juel, som er en af kræfterne bag rapporten. Særligt bekymrende er stigningen i dødsfald blandt kvinder. I 1970 døde omkring 300 danske kvinder af rygerlunger - i dag nærmer tallet sig 1.800 om året. Det er de danske kvinders massive indtog på rygearenaen for omkring 30 år siden, der nu viser sig i form af den uhelbredelige lungesygdom. Netop sygdommens tætte forbindelse til rygning er ifølge rapportens anden bagmand, overlæge i lungemedicin Martin Døssing, Frederikssund Sygehus, skyld i, at rygerlunger ikke er et varmt emne i den offentlige debat. »Rygerlunger har været ignoreret fuldstændig af det danske sundhedsvæsen i mange år, fordi det er en lavprestigesygdom. Det er patienternes egen skyld, at de er syge - de kunne jo bare have ladet være med at ryge. Men den går ikke længere - nu bliver vi simpelthen nødt til at tage fat om problemet«, siger Martin Døssing, der efterlyser tilbud om rygeafvænning og rehabilitering i form af træning. »Rehabilitering findes ikke ret mange steder i landet, og næst efter rygestop er det det, der virker allerbedst. Det er en skandale, at det danske sundhedsvæsen ikke kan leve op til det«, siger han. Livskvalitet og kroner Ifølge rapporten koster rygerlunger, der er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark, årligt samfundet 600 millioner kroner alene i hospitalsindlæggelser. Dertil kommer udgifter til medicin, besøg hos praktiserende læge og indirekte udgifter som for eksempel tabt arbejdsfortjeneste og førtidspension. Martin Døssing mener imidlertid, at de økonomiske omkostninger blegner i lyset af de menneskelige. »Jeg ser unge patienter, der dør en langsom kvælningsdød, og familier, der går i panik, hver gang deres syge familiemedlem ikke kan få vejret, fordi han har en lille forkølelse. Det er livskvalitet, det handler om - at denne sygdom ødelægger utrolig mange liv og familier. Det handler sgu ikke om penge«, siger Martin Døssing. Sundhedminister Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at kommentere emnet. Formand for Sundhedsudvalget, Birthe Skaarup (DF), vil imidlertid ikke sidde rapportens tal overhørig. »Hvis behandlingen af patienter med rygerlunger halter bagud, må vi kigge på det - også denne type patienter har ret til god behandling. Jeg vil derfor bede ministeren redegøre for, hvordan det står til i Danmark og høre, hvorfor vi ikke bruger de behandlingsmuligheder, der findes«, siger Birthe Skaarup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her