Massiv kritik breder sig i oppositionen, fordi sundhedsministeren vil udskyde dele af en ny alkoholkampagne rettet mod børn og unge. Ministeren beskyldes for at løbe fra en folketingsvedtagelse. Han erkender problemet, men fastholder udskydelsen. »Ny kampagne skal dæmme op for danske børn og unges europarekord i druk«. Sådan lød det i februar, da Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Dansk Handel og Service offentliggjorde deres planer om en storstilet alkoholkampagne rettet mod børn og unge. 27. februar fik planen endog de fleste partiers blå stempel ved en vedtagelse i Folketinget. Målene er droslet ned Kampagnens mål og ambitioner er siden droslet ned. Den del, der skulle klæde butiksansatte på til at håndhæve forbuddet mod salg af spiritus til unge under 15 år, er udskudt. Det sker, fordi sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overvejer at stille et nyt lovforslag, der hæver aldersgrænsen til 16 år. Kampagnen handler nu primært om forældrenes ansvar for deres børns drikkeri. »Det giver ingen mening at køre en kampagne rettet mod detailhandlen, før vi ved, om lovforslaget bliver vedtaget«, siger Morten Wiberg fra Sundhedsstyrelsen. Undren og vrede Den beslutning vækker undren og vrede i brede dele af oppositionen, som mener, at sundhedsministeren løber fra Folketingets vedtagelse. »Jeg er meget vred over, at ministeren løber fra sine løfter og fuldstændig ignorerer en vedtagelse i Folketinget. Det er yderst kritisabelt«, siger Kristeligt Folkepartis sundhedsordfører Tove Videbæk (KrF), der forleden tog initiativ til, at sundhedsudvalget nu stiller spørgsmål til ministeren i sagen. Hun bakkes op af socialdemokraternes Lone Møller (S) og udvalgets formand, Birthe Skaarup (DF). »Vi er utilfredse med, at ministeren sidder vedtagelsen overhørig og undrer os meget over hans beslutning«, siger Birthe Skaarup. Hun oplyser, at udvalget afhængig af ministerens svar vil overveje at kalde ham i samråd om sagen. Sundhedsminister erkender løftebrud Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen erkender løftebruddet, men forklarer, at det vil være dårlig timing at gennemføre en kampagne i butikkerne lige før en eventuel lovændring. »Det er tåbeligt først at skulle lave en kampagne, der fokuserer på forbud mod salg af alkohol til unge under 15 år, hvis vi måneder senere ændrer loven til at omfatte personer op til 16«, siger ministeren, der lover, at den udskudte kampagne vil blive gennemført omkring påske næste år. Beklagelse Forældreorganisationen Skole og Samfund beklager, at butikkerne ikke bliver omfattet af den nuværende kampagne. »Det er vigtigt at sætte ind på flere områder på én gang, så unge møder samme holdning alle steder«, siger formand Thomas Damkjær. Der er afsat cirka to millioner kroner til Sundhedsstyrelsens tre uger lange kampagne, der formentlig skydes i gang 2. juni. Med reklamespots på tv samt annoncer i ugeblade og magasiner, er det målet at få forældre til at forstå, at de bærer hovedansvaret for deres børns drikkevaner og forbrug. På baggrund af sidste års uge 40-kampagne, der også fokuserede på unge og alkohol, har Sundhedsstyrelsen kunnet måle, at op mod en fjerdedel af de forældre, der så kampagnen, har talt med deres børn om alkoholens skadelige virkninger, oplyser Morten Wiberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























