5.000 dagplejepladser er forsvundet i løbet af 2002 på grund af den forlængede barselsorlov. Til gengæld er der blevet flere pladser til de større børn. Ny ventelisteundersøgelse Den svagere efterspørgsel på børnepasning til de 0-2-årige fremgår af den nye ventelisteundersøgelse, som analysefirmaet Bureau 2000 netop har begået for Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF). Mens 62,6 procent af de helt små sidste år stillede sig op i køen til kommunal børnepasning, er det i år kun 59,1 procent af de yngste årgange, som ønsker pasning. »Det er første gang, vi kan måle effekten af den nye barselsorlov, og det viser sig, at forældrene faktisk bruger mere tid sammen med deres helt små børn. I gennemsnit udskyder de pasningen af de små med en måned, og det letter presset på kommunerne«, siger Finn Danielsen, medlem af forretningsudvalget i PMF. Den mindre efterspørgsel og det faktum, at børnetallet samtidig falder, har betydet farvel til 5.000 dagplejemødre og -fædre i kommunerne, og antallet af daginstitutioner er samtidig reduceret med cirka 10.000 pladser. Holder pasningsgarantien Trods den kraftige reduktion er det alligevel lykkedes hovedparten af kommunerne at overholde garantien til forældrene om at passe deres poder, når familien skal på arbejde. I alt venter kun 3.500 børn på en plads, og køen har aldrig historisk set været kortere. I 1992 ventede 10 gange så mange børn. Mens de små bliver færre, er de store børneårgange nu ved at komme i skole, og det betyder en kraftig udvidelse med 13.000 pladser i fritidshjem og skolefritidsordninger. Totalt set er antallet af institutionspladser stort set uændret med 526.286 af slagsen. I undersøgelsen forsøger Bureau 2000 at skue ind i fremtiden og også da ventes et svagt faldende børnetal helt frem til 2016, hvorefter prognosen forudser en lillebitte stigning igen. Men ikke i en størrelse, så ventelisterne til børnepasning igen når 1990´ernes astronomiske højder. 262 ud af landets 271 kommuner melder, at de har pasningsgaranti under en eller anden form, og i 243 er garantien formel og dækker fra det øjeblik, barselsorloven er slut. 37 kommuner melder om en venteliste, men kun i Københavns Kommune udgør de ventende børn et stort problem. Halvdelen af undersøgelsens 3.500 børn i kø kommer fra København, og her har politikerne i Borgerrepræsentationen netop sat alle sejl til for at bygge sig ud af problemet. En støvsugerbande på tværs af forvaltninger har fået til opgave at lede ledige grunde, lejligheder og kontorlokaler frem, så de kan ombygges til institutioner. Den officielle ventetid er 11 måneder i København, men i børnerige bydele meldes om over 18 måneders ventetid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























