Barer vil ikke tage medansvar for druk

Tegning: Mette Dreyer
Tegning: Mette Dreyer
Lyt til artiklen

Barer og værtshuse mener ikke, at de har et moralsk ansvar over for alkoholikere. Eksperter mener, at lidt omtanke kunne have en positiv virkning. Er en pusher medansvarlig for en junkies ulykke? Nogle vil mene det. Men hvordan er det med en bartender? Hvis han kan se, at en stamkunde dag ud og dag ind drikker væsentligt mere end hvad godt er, har han så et ansvar for at sige fra - og dermed også sige nej tak til en god og solid indtægtskilde? »Et udskænkningssted er jo ikke en indremissionsk højskole, og man skal huske på, at vi lever altså af, at folk æder og drikker«, siger informationschef Carsten Kruuse fra brancheforeningen Danmarks Restauranter & Cafeer. Han mener ikke, at barer og værtshuse har et ansvar i forhold til alkoholiserede kunder. En snak ville gavne Ansvar eller ej - professor Morten Grønbæk fra Center for Alkoholforskning er ikke i tvivl om, at det ville have en gavnlig effekt, hvis bartendere tog en snak med stamkunder, der har et behov for det. »Ligesom det på arbejdspladser kan være vendepunktet for en alkoholiker, at blive prikket på skulderen af en kollega, så hjælper det selvfølgeligt også, at blive hjulpet af en på stamværtshuset«, siger Morten Grønbæk, der ikke vil forholde sig til om bartendere har et moralsk ansvar eller ej. Det vil Karen Elmelund fra Center for Rusmiddelforskning heller ikke. Hun er dog ikke i tvivl om, at det er mere undtagelsen end reglen, at bartendere påtager sig et ansvar over for alkoholiserede kunder. »Jeg har dog oplevet et sted, hvor bartenderen sagde til en stamkunde, der var begyndt at drikke meget: Jeg har set det her hundredvis af gange før, og det er du sgu for god til. Måske skulle du lige tage en pause - og jeg kan forsikre dig om, at der altid er varm kaffe til dig på kanden her. Det synes jeg var flot«, fortæller Karen Elmelund, der har skrevet en ph.d. om dansk alkoholkultur. Hun understreger, at hvis der skal tages en snak, så skal det være mellem folk, der kender hinanden og har fået en eller anden form for tillidsforhold. Ulovligt Ifølge bevillingslovgivningen må udskænkningssteder slet ikke servere for folk, der er stærkt berusede. De fleste er dog enige om, at det ikke bliver overholdt særligt mange steder. »Min erfaring er, at man altid kan få noget at drikke på alle værtshuse, med- mindre man er faldet i søvn hen over bordet«, fortæller den tidligere Bogart-vært og alkoholiker Ole Michelsen. »Hvis ikke de gjorde det, så er jeg ikke i tvivl om, at en tredjedel af alle beværtninger ville være nødt til at lukke her og nu«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her