Statsadvokat og PET afhøres

Foto: Claus Lunde
Foto: Claus Lunde
Lyt til artiklen

Anklagemyndigheden vil afhøre Erik Merlung og PET om deres forhold til eksrockeren Dan Lynge. Undersøgelsen skal vise, om Dan Lynge blev hyret som ulovlig agent eller blot var politiets meddeler. Anklagemyndigheden i København vil nu undersøge, om eksrockeren Dan Lynge misforstod sit mandat, da han i 1992 indledte et snævert samarbejde med Rigspolitiets Rejsehold og efter eget udsagn optrådte som agent i rockermiljøet. Må ikke bruge civile agenter - endnu Politiet må under den nuværende lovgivning ikke anvende civile agenter, men må til gengæld godt bruge meddelere i miljøet til at afdække kriminelle forhold. »Der er ingen tvivl om, at Dan Lynge har givet politiet en masse oplysninger. Men har han også - som Ekstra Bladet påstår - været agent? Det spørgsmål er helt centralt for undersøgelsen. Det samme faktum kan jo godt opfattes forskelligt af to personer«, siger Københavns vicestatsadvokat Karen-Inger Bast, som i over et år har undersøgt og afhørt personer i sagen om Dan Lynge. Dan Lynge har selv oplyst, at PET i 1992 gav ham 10.000 kroner, som skulle dække hans omkostninger under hans agentvirksomhed. Pengene blev blandt andet anvendt til at købe våben for, og ifølge Ekstra Bladet skete det efter en klar aftale med Rigspolitiets Rejsehold, som på det tidspunkt sammen med PET efterforskede rockernes våbenhandler under den store nordiske rockerkrig. PET betalte Karen-Inge Bast bekræfter over for Politiken, at PET udbetalte pengene til Dan Lynge. Men hun siger samtidig, at det er uklart, hvad de skulle bruges til, og at PET nu skal forklare sig over for anklagemyndigheden. »Vi skal have klarlagt, under hvilke omstændigheder Dan Lynge har fået pengene. Hvis han har fået dem som dusør for sine oplysninger og har været meddeler er det helt lovligt«, siger vicestatsadvokaten, som dog understreger, at hun langtfra er færdig med den del af sin undersøgelse. »Derfor kan jeg endnu ikke sige, om Dan Lynge var agent eller blot optrådte som meddeler«. Justitsminister Lene Espersen (K) siger, at hun nu vil helt til bunds i sagen. Statsadvokaten får vide rammer »Jeg vil medvirke til at statsadvokaten får videst mulige rammer for sin undersøgelse«, oplyser ministeren. Sidste år udtalte Dan Lynge i et interview med Ekstra Bladet, at han blev hyret som agent for politiet, mod at han fik slået en streg over tidligere begået kriminalitet som tak for hjælpen. Ifølge Ekstra Bladet og TV 2 skulle denne aftale være indgået med statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung. Han har indtil videre afleveret en række notater til sine kollegaer i den københavnske anklagemyndighed om sit påståede samarbejde med Dan Lynge. Men oplysningerne har åbenbart ikke været fyldestgørende. I hvert fald planlægger hans kollega, statsadvokaten for København, Karsten Hjort, som er chef for undersøgelsen, at lade Erik Merlung indkalde til en afhøring. »På et tidspunkt skal han forklare sig«, siger Karsten Hjort. Ifølge TV 2 og Ekstra Bladet er Dan Lynges synderegister meter langt. Han var blandt andet til stede under drabet på Bullshitrockeren, Høvding i 1985 og skulle have planlagt attentater på en statsadvokat og en landsdommer. »Vi undersøger i øjeblikket, hvor detaljerede tilståelserne er. Det kan jo være fuldstændig flydende og meget konkret, og man er jo ikke skyldig i drab, når man blot er til stede. Der er mange forhold, som vi mangler at få undersøgt«, siger Karen-Inger Bast. matias.seidelin@pol.dk marie.hjortdal@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her