Trods en saltvandsindsprøjtning til dansk forskning ligger de offentlige forskningsbevillinger stadig meget langt fra målet om 1 procent af BNP, viser tal fra Analyseinstitut for Forskning. Mens de private bevillinger til dansk forskning er steget siden 1995, har der været anderledes stilstand i forskningsbevillingerne fra det offentlige. Danmark er således stadig langt fra den såkaldte Barcelonaerklærings mål om i 2010 at spytte 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP) - heraf 1 procent fra det offentlige - i forskning og udvikling. Bekymring i forskermiljøet Den årlige opgørelse fra Analyseinstitut for Forskning over offentlige forskningsbevillinger viser, at andelen af de offentlige forskningsbevillinger er faldet fra 0,71 procent af BNP i 2001 til 0,66 procent i 2003, og det vækker bekymring i forskermiljøet. »Tallene viser, at der er meget lang vej, hvis vi skal nå målet om 1 procent af BNP inden 2010. Hvis Danmark skal leve op til det, skal der handles meget, meget hurtigt«, siger formand for Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd Frede Blåbjerg. Han understreger, at han er meget tilfreds med, at videnskabsminister Helge Sander (V) i forbindelse med finansloven for 2003 formåede at skaffe forskningen en midlertidig bevilling på 3,2 milliarder kroner. Men det var kun lige knap nok til at lappe det hul, som den tidligere regering efterlod. »Ellers var det gået meget ned ad bakke - nu går det kun lidt ned ad bakke«. Problemer forude Det synspunkt deler hans kollega i Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd Jens Chr. Djurhus. »For at bruge et gammelt Villy Sørensen-udtryk: Det er godt, vi har fået det bedre, men det ville have været bedre, hvis vi havde fået det godt«, siger Jens Chr. Djurhus, der er formand for rådet. Han hæfter sig ved, at de 3,2 milliarder kun holder forskningen oven vande i tre år. »Fra 2006 ser det igen slemt ud, så der skal tilføres mange milliarder ekstra i årene frem til 2010 - det er næppe realistisk, men man har jo lov at have håbet«, siger Jens Chr. Djurhus. Videnskabsminister: Vi kan nå det Videnskabsminister Helge Sander forsikrer, at man kan nå målet. »Vi har stadig seks finansår til 2010. Jeg siger ikke, at der er god tid - det er der aldrig - men det er bestemt ikke min eller regeringens dagsorden ikke at nå det«, siger Helge Sander.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























