Bred aftale på vej om dansk fredsstyrke

Lyt til artiklen

Alt tegner til, at Socialdemokratiet og regeringen vil blive enige om et nyt dansk bidrag til at stabilisere forholdene i Irak - med eller uden FN-mandat. »Vi føler en klar forpligtelse til, at det ikke må være kriminalitet og interne opgør i Irak, der kommer til at herske, så snart krigen er slut. Der skal en sikringsstyrke til, og i den fase, ja, der må Danmark bidrage«, siger politisk ordfører Frank Jensen (S). Sammen med partiformand Mogens Lykketoft ventes Frank Jensen i eftermiddag at fortsætte drøftelser med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Denne vender midt på dagen hjem fra et besøg på Island. Pres fra S-'høge' Partitoppen har i de seneste dage været under pres fra 'høgene' i partiet, der blandt andre tæller tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg og tidligere partiformand Poul Nyrup Rasmussen. Disse har advaret mod at stille urealistiske krav om en FN-resolution, der kan blokere partiets tilslutning til et nyt dansk bidrag. »Det ville se mærkeligt ud, hvis vi ikke deltog i arbejdet efter krigen, og det bør Socialdemokratiet bakke op«, siger Jan Trøjborg. Signaler og fleksibilitet Regeringen har signaleret, at den er villig til at stille danske ressourcer til rådighed, uanset om FN stiller sig bag. Omvendt har S-toppen vist fleksibilitet i forhold til FN-tilslutningen, men fra socialdemokratisk side lobbyer man for bred dansk indsats med en god blanding af militær, politimæssig, humanitær og sundhedsfaglig ekspertise. »Vi opfordrer regeringen til at bidrage så blandet og så bredt som muligt«, siger Frank Jensen. Radikale ikke afklarede Indtil videre er det uklart, hvordan de radikale vil stille sig til et forslag om et fredsbevarende dansk bidrag uden mandat fra FN. Frank Jensen drøftede torsdag sagen med tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og den radikale leder Marianne Jelved. Den radikale top har ikke selv været indkaldt til møder i Statsministeriet. Regering fremlægger samlet pakke Regeringen har i længere tid arbejdet på forskellige muligheder for danske krigsbidrag og ventes enten i dag eller i de kommende dage at fremlægge en samlet dansk 'Irakpakke', der under alle omstændigheder er sikret opbakning fra Dansk Folkeparti. Efter hjemkomsten fra Island er statsministeren i eftermiddag vært for et møde med udenrigsminister Per Stig Møller (K), forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) samt vicestatsminister Bendt Bendtsen (K). Indsatsen i Irak er vigtigste punkt på dagsordenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her