Danske kontormiljøer er meget forskellige, men fælles for dem alle - uanset størrelse - er, at der går masser af strøm og penge til spilde. Analyser fra Elsparefonden viser, at 30-35 procent af elforbruget typisk ligger i aften- og nattetimerne, hvor der ikke er en levende sjæl på arbejde. Hovedforklaringen er, at servere, computere, printere, ventilationsudstyr, kaffemaskiner, skriveborde og andet inventar har et megastort standby-forbrug. Spar på strøm - spar penge Sekretariatschef Göran Wilke fra Elsparefonden, der ellers nok burde have et vågent øje på nattens uøkonomiske gerninger, erkender, at også han har sovet i timen. 40 procent af strømmen i hans lille sekretariat bliver brugt uden for arbejdstiden. »Der er mange gode grunde til at spare på strømmen - herunder miljø og økonomi. Hvis man ikke har styr på elforbruget, så har man heller ikke styr på økonomien«, siger Göran Wilke fra Elsparefonden, Eldag på Christiansborg Elsparefonden sætter onsdag fokus på unødigt strømforbrug med en eldag på Christiansborg. Konferencen arrangeres i et samarbejde med A-sekretariatet, Foreningen Energi & Miljø og Amtsenergigruppen. Elforbruget falder På mødet vil blandt andre den økonomiske påpasselighed selv, Rigsrevisionen, lufte sine erfaringer. »Vi har skiftet til sparepærer for længe siden. Nu sætter vi fokus også på eløkonomi, når vi køber ind, og det er lykkedes at nedbringe elforbruget fra informationsteknologi«, siger administrationschef Bo Brabrand fra Rigsrevisionen. Næste skridt er at måle natforbruget, oplyser han. Læg data på nettet Elsparefonden opfordrer andre til at følge efter: Kig på jeres forbrugsmønster over tid og læg data ud på internettet til fri beskuelse og fredelig kappestrid om at blive mest effektiv. Dermed kan der også udveksles erfaringer om, hvordan elforbruget kan mindskes - for eksempel via bedre styring af køleanlæg, slukning af printere og andre former for energirigtig it-politik. Det offentlige kan spare 1. mia. »Det offentlige bruger omkring fem milliarder kroner på el. Det kunne sagtens være en milliard kroner mindre«, siger Göran Wilke. Folketinget - et større kontorfællesskab i København - har allerede fokus på energiforbruget, men inspektør Johannes Mørkhøj erkender, at det er en vedvarende proces at holde udgifterne til strøm nede. Senest er Folketingets administration blevet opmærksom på, at elektriske hæve/sænke-borde også bruger strøm til standby. »Nu prøver vi at indhente tilbud på borde, der ikke bruger strøm 24 timer i døgnet«, siger Johannes Mørkhøj. Mere A-mærkning Han oplyser, at Folketinget forsøger at købe de mest energivenlige (A-mærkede) køleskabe, pc'er og fladskærme. Der bliver også installeret lavenergipærer og tænd/sluk-ure til belysning, ligesom vagterne af og til hænger små sedler på dørene, hvis folketingsmedlemmer eller ansatte glemmer at slukke efter sig, før de går hjem. »Vi kan ikke sige, at årsforbruget bliver mindre, men partierne udvider, så divideret med antal arbejdspladser kan vi se et fald«, siger Johannes Mørkhøj.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























