Cubafange får besøg

Lyt til artiklen

En dansk delegation vil i næste uge tage til den amerikanske Guantanamo-base på Cuba for at besøge den danske terrormistænkte. Det fastslog udenrigsminister Per Stig Møller (K) under onsdagens forespørgselsdebat i Folketinget om den danske fange. Regering ønsker afklaring »Regeringen ønsker afklaring af vedkommendes situation, så han kan får klarhed over sine vilkår og sin fremtid så hurtigt som muligt. Han kan selv medvirke til sin situation ved at give de oplysninger, han har. Det vil vi også snakke med ham selv om«, sagde Per Stig Møller til Ritzau efter debatten. Regeringen vil fortsat følge det diplomatiske spor over for USA, og det fik den opbakning til, da Dansk Folkeparti valgte at støtte regeringens håndtering af sagen. Oppositionen kræver aktiv indsats Enhedslisten havde krævet forespørgselsdebatten, og sammen med SF, De Radikale, Socialdemokraterne og Kristeligt Folkeparti fremsatte de et dagsordensforslag, der opfordrer regeringen til at gøre en mere aktiv indsats for, at den danske fange bliver behandlet i overensstemmelse med gældende konventioner. Men med Dansk Folkepartis opbakning til regeringen kunne oppositionspartierne ikke mønstre et flertal, og deres dagsordensforslag blev derfor ikke til noget. Ingen torturekspert med på tur På baggrund af påstande om tortur på Guantanamo-basen ville Enhedslistens Line Barfod meget gerne høre udenrigsministeren, om der skal en ekspert i torturofre med i delegationen til den amerikanske militærbase. »Der skal der ikke«, fastslog Per Stig Møller efter debatten. Han mener, at Internationalt Røde Kors, der tilser alle fangerne på basen jævnligt, er nok sikkerhed for, at der ikke bliver udøvet tortur på fangerne. Ingen advokatbistand To gange tidligere har den danske fange fået besøg fra danske myndigheder, men han har ikke set sin familie og har heller ikke haft mulighed for at få advokatbistand. Den danske statsborger har siddet i Guantanamo siden den 8. februar i fjor, da han blev fløjet til basen, efter at være pågrebet af amerikanske styrker i Afghanistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her