Millioner til nødhjælp kan gå tabt

Lyt til artiklen

Danske nødhjælpsorganisationer risikerer at miste millioner af kroner under det store landsdækkende tv-show til fordel for Irakkrigens ofre næste lørdag. Mange tv-seere vil nemlig ringe forgæves, når de via telefon ønsker at donere 100 kroner. Sander vil ikke ændre bekendtgørelse Det gør de, fordi videnskabsminister Helge Sander i går meddelte, at han ikke vil ændre en bekendtgørelse vedrørende de såkaldte 90-numre. »Mange tv-seere vil tro, at de har doneret penge, når de hører en optagettone, men i virkeligheden vil de ikke have doneret en rød reje. Vi sidder i en absurd situation, og ministeren vælger at ignorere problemet«, siger Stig Fog fra Folkekirkens Nødhjælp, der er en af seks organisationer bag indsamlingen. Kort varsel Videnskabsminister Helge Sander (V) undskylder sig med det korte varsel: »Jeg har utrolig stor sympati for projektet, og da jeg hørte om det, sagde jeg, at det finder vi ud af. Men det har vist sig, at det ikke er så let i forhold til bekendtgørelsen. Hovedproblemet er det korte varsel, og at forbrugerbeskyttelsen ryger i det øjeblik, vi fjerner den bestemmelse. Det er ikke risikofrit«, siger Helge Sander, der i øjeblikket har medarbejdere på overarbejde for at finde en løsning. »Men det er ikke umiddelbart muligt at finde en løsning«, konkluderer han. 25 sekunders ventetid Af hensyn til forbrugersikkerheden kan kun 400 opkald registreres ad gangen, bekræfter projektchef i teleselskabet TDC, Tom Aabye. Hvert telefonopkald tager cirka 25 sekunder, fordi man først skal advares om, at det er en pengedonation. Nødhjælpsorganisationernes ønske er at komme uden om den spærring - ligesom når man ringer og stemmer til tv-programmer, hvor opkaldet bliver registreret, når der dutter optaget. Hvis det lader sig gøre, kan tre gange så mange opkald komme igennem. Men det kræver, at loven bliver ændret. »Ministeren vægter hensynet til forbrugerne højere end de mennesker, vi vil hjælpe. Resultatet bliver, at en masse mennesker ikke kan komme igennem per telefon og donere penge til nødhjælp, og den konsekvens er ministeren udmærket bekendt med«, siger kampagneleder Stig Fog fra Folkekirkens Nødhjælp. »Direkte usandt« Han henviser til, at Folkekirkens Nødhjælp i år 2000 gjorde opmærksom på problemet i deres høringssvar til bekendtgørelsen. Men det afviser Helge Sander. »Det er direkte usandt, hvad Stig Fog siger, og jeg sidder her med Folkekirkens Nødhjælps høringssvar foran mig«, siger Helge Sander, mens Stig Fog kalder det et spørgsmål om fortolkning. Sjursen: Helt tosset Flere partier i Folketinget opfordrer ministeren til at ændre bekendtgørelsen. »Situationen virker helt tosset, og jeg står uforstående over for ministerens beslutning. Derfor kan jeg kun opfordre til, at ministeren får løst problemet, så det ikke skal gå ud over den indsamling, som jo er en folkesag«, siger Jann Sjursen, Kristeligt Folkeparti. Surhed i SF Også Aage Frandsen (SF) er utilfreds. »Bekendtgørelsen er ment som forbrugerbeskyttelse, men der burde være sørget for dispensationsmuligheder, så systemet ikke spænder ben i situationer som denne. Det burde en venstremand forstå. Jeg kan kun opfordre ministeren til at få løst problemet, hvis der lovmæssigt er mulighed for det«, siger han. Sagen haster for nødhjælpsorganisationerne. Senest på tirsdag skal problemet være løst, hvis teleselskaberne skal nå at få det tekniske på plads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her