Politiet i Aalborg mener, at en omrejsende hotelbedrager er på spil i Danmark. Natten til mandag forsvandt to kostbare malerier fra St. Restrup Herregård i Nordjylland, og natten mellem den 24. og 25. marts blev Schackenborg Slotskro i Møgeltønder i den anden ende af landet en projektor til 35.000 kroner fattigere. Ens signalement begge steder Ifølge vicekriminalkommissær Frank Olsen, der er leder af Aalborg Politis tyveriafdeling er politiet overbeviste om, at der er tale om den samme gerningsmand, en navngiven mand fra Norge. »Vi er ikke i tvivl om, at det er den samme. Signalementet er ens, begge steder mistænker hotelpersonalet en norsktalende mand, og begge steder forsvandt han fra sit logi i løbet af natten«, siger Frank Olsen til Ritzau. Gæsten havde lejet sig ind på Schackenborg Slotskro, og i løbet af natten stak han af fra en regning for værelset og brug af telefonen på godt 3800 kroner. Siden fandt personalet ud af, at en projektor var blevet fjernet fra et konferencelokale. Uerstattelige malerier Natten til mandag forsvandt så to såkaldte tapetmalerier fra St. Restrup Herregård. Ifølge eksperter er malerierne, der forestiller jagtmotiver, flere millioner værd. Nationalmuseet har for et stykke tid siden istandsat malerierne og betegnet dem som 'unikke og uerstattelige'. Malerierne, der måler tre gange tre meter, er fra omkring 1820. Politiet ved ikke, om der er tale om bestilt arbejde. »Det er lidt svært at vurdere om det er en gal mands impulsive værk, eller om det er noget bestillingsarbejde, hvor nogen har hentet ham. Vi ved det simpelthen ikke«, siger Frank Olsen til Ritzau. Mysterium hvordan han fik tyvekosterne med Det er også et mysterium for politiet, hvordan tyven overhovedet kom væk med tyvekosterne. »Det tyder på, at han er kommet til stederne med offentlig transport, og det undrer os, hvordan pokker han er kommet væk igen. Både projektoren og malerierne er så store, at det ikke bare er noget, man tager under armen og springer på bussen med«, siger Frank Olsen. Politiet giver følgende signalement af nordmanden: Han er mellem 20 og 25 år, 190 cm høj og har mørkebrunt, halvlangt hår med midterskilning. Manden er muskuløs og beskrives som bodybuildertype.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























